Helle Thorning-Schmidt føler sig tæt på statsministerposten. Derfor må hun forlade en flig af den socialdemokratiske skolepolitik og udtrykke vilje til at styrke fagligheden i den skole, der frem for nogen er Socialdemokraternes værk og ide. Den nu erkendte undergravede faglighed skal styrkes. Folkeskolen er for ringe. Og et eller andet skal reformeres. Men folkeskolen må ikke forandres. Den skal stadig være domineret af uddannelseskvælende udelte klasser og af rundkredspædagogiske, tidsfordrivende udskejelser. For en skole, hvor børnene ikke sidder i ineffektive, tidsfordrivende rundkredsgrupper, hvor al faglighed er splittet op i emnebaserede godbidder uden den faglige sammenhæng, der gør skoleundervisningen seriøs, er en »sort« skole. Og når Thorning-Schmidt fremhæver elevernes smag for fællesskab og sociale kompetencer, så er det alene de udelte klassers mirakuløst undergørende virkninger, hun hentyder til. Den delte skoles delte klassefællesskaber og sociale relationer er ikke regnet for noget. Men evalueringskulturen er et tilstrækkeligt ukoncist, indholdsudflydende emne, som der ingen risiko er ved at føre valgkamp på. Har man sagt, at man vil udvikle evalueringskulturen, har man ikke sagt noget. Og altså heller ikke sagt noget forkert. Folkeskolen skal yde den højeste kvalitet, siger Thorning-Schmidt. Derfor skal danmarkshistoriens ringeste folkeskole bevares. Logisk. Og så kan Thorning-Schmidt som god socialdemokrat altså ikke døje, at der sidder nogle dygtige børn med en tænkelig boglig familiebaggrund, der forlader folkeskolen med en mere solid uddannelse, end andre bogligt svagere børn formår at erhverve sig. Men det betyder altså ikke, at folkeskolen som delt skal kunne levere en mere tilpasset og kvalitetshøjnende undervisning til de svage.