Danmarks Pædagogiske Universitetsskole (DPU) har varslet fyring af tre filosoffer med den begrundelse, at deres forskning ikke har tilstrækkelig relevans for pædagogikken.

Jeg burde muligvis som kommende studerende føle mig i gode hænder, når påståede irrelevante forskere fjernes fra mit studiemiljø. Men nej, jeg er ikke tryg, men vred, fordi en fyring af tre ansatte ved en i forvejen meget lille uddannelsesgren har så tydelig en signalværdi: Filosofien fylder for meget i det pædagogiske miljø. Derfor nedprioriterer vi.

DPU står som et centrum for pædagogisk forskning, udvikling og tænkning.

De skulle gerne opdage, at filosofien fylder for lidt i folkeskolen og i den offentlige debat.

Det, der fylder, er »hvad virker?«, men ikke »hvorfor virker det?« eller »er det godt og sundt eller baseret på etisk sunde værdier?«

Evalueringspædagogik, målstyret undervisning, cooperative learning. At vælge det rette værktøj til opgaven er undervisere og elever blevet dygtige til. Børn kan formulere sig om, hvad de har lært, hvilke læringsstile, læsestrategier, samarbejdsformer og så videre der førte dem fra A til B, fra status til nyt individuelt periodemål. Men vi i folkeskolen savner en dybere debat af, hvad det gør ved os at være så effektive, hvilke udviklingsprocesser vi sætter i gang hos de små mennesker, hvilket tankegods vi ønsker, de skal fyldes af.

Vi tuner metodikken og didaktikken. Jeg savner filosofien til at minde os om at diskutere, hvilke mennesker vi ønsker skal opdyrke og betræde vores klode.

Ikke mindst savner jeg at høre om, hvordan det opleves at være dette menneske.

Jeg opfordrer hermed DPU til at ansætte flere filosoffer. Der er brug for dem!