Efter fire års elevplansdebat undrer især én ting mig: Hvordan kan en undervisningsminister slippe godt fra vedholdende at fremture med uanstændigt manipulerende og usaglig argumentation i strid med klare kendsgerninger og sund fornuft?

Bertel Haarder insisterede på, at bekendtgørelsens krav om elevplaner »mindst én gang« om året betød »én og kun én gang«. Noget eklatant vrøvl.

Tina Nedergaard »tror«, at den løbende evaluering ikke er så voldsom en opgave, som jeg hævder, idet alle trinmål ikke skal evalueres i »det enkelte undervisningsforløb«. Også noget eklatant vrøvl.

Jeg har Per i 9. klasse til dansk. Ifølge bekendtgørelsen skal jeg med test eller på anden vis foretage en konkret evaluering af hans udbytte af undervisningen i fagets 46 trinmål. På grundlag heraf skal jeg udvælge de trinmål, han skal fokusere på, og skrive dem ind i elevplanen sammen med en målsætning for arbejdet med dem.

Det forudsætter, som bekendtgørelsen også fastslår, at jeg evaluerer alle trinmål og kan huske alle evalueringer. Ikke kun for Per, men for alle mine elever. I alt 115 elever, 2.160 trinmål og adskillige tusinde evalueringer. Antal trinmål i »det enkelte undervisningsforløb« er uden betydning i denne forbindelse.

Hvorfor vrøvler ministeren? Af samme grund som pokerspilleren bluffer: For at sløre, at man har så dårlige kort på hånden, at det ville fremtvinge en øjeblikkelig pasmelding, hvis sandheden om dem kom frem.

Tina Nedergaard er nødt til at gribe til vrøvl i sit forsvar for elevplanen, fordi elevplanen selv er vrøvl, og fordi man ikke kan forsvare vrøvl med kendsgerninger og fornuft. Derfor sætter hun kikkerten for det blinde øje og suspenderer begge dele.

Vi betragter hermed debatten mellem undervisningsminister Tina Neder­gaard og Karsten Bräuner om dette emne som afsluttet her i bladet.