Professor Steen Hildebrandt synes besat af visionernes trylleri. I Folkeskolen nummer 12 spænder han folkeskolen for sit visionære stormløb uden i øvrigt at afsløre, hvilke visioner han foretrækker blandt de utallige, der produceres. Men folkeskolen bør ikke gå i visionernes tjeneste. Folkeskolen skal først og fremmest overbringe børnene eksisterende faglig viden. Og på den måde kan man sige, at folkeskolen bør være retrospektivt konservativ i sit formål. Folkeskolen skal hente passende udvalgt fagligt stof op fra fortiden og lære børnene herom - noget af det gjort til udenadslært stof. Men det har folkeskolen, som den er skruet sammen, svært ved. Hildebrandt har nemlig ret i, at politikerne - og for øvrigt også DLF - har travlt med at bøde for skolens uduelighed med lappe- og hovsaløsninger uden at nå nogen vegne, fordi de alle prøver at løse problemerne med præcis den tænkning, der har skabt dem. Som Hildebrandt så rigtigt udtrykker det: Det hele kører i ring. Politiker- og lærerforeningstænkning er på besynderlig vis bundet til at holde sig inden for den slagne heksering. Den ring bør brydes. Men det betyder ikke, at skolen skal forlade sin i upolitisk forstand konservative funktion og i stedet for begive sig ud ad tangenten ud i de uforpligtende visioners vildveje. Folkeskolen skal ikke fungere som samfundets visions- og drømmeproducerende tumleplads. Men folkeskolen skal fungere som den opsamlingsplads for foreliggende faglig viden, som kan danne grundlaget for en af faglig viden tøjlet og diciplineret visionær udvikling, og det kræver passende mængder af kontrol, test, prøver, planer og alt det andet, som Hildebrandt lidt for flot henregner som overflødigt bureaukrati.