Debat
Om vedholdenhed og troværdighed
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I hvor lang tid kan man kæmpe for en sag, før tidsfaktoren æder sig ind på troværdigheden: Er det ikke snart nok?
Det spørgsmål har jeg stillet mange gange, siden jeg for mere end et år siden indledte min kamp mod bekendtgørelsen om elevplaner i folkeskolen.
Fra udfærdigelsen af Klarup-regnestykket og fremlæggelsen af den for Folketingets uddannelsesudvalg i april 2007.
Over lanceringen i januar 2008 af www.nejtilelevplaner.dk og underskriftsindsamlingen mod bekendtgørelsen.
Til endnu et foretræde i marts for Uddannelsesudvalget og happeningen med trinmålsløberen på Christiansborg Slotsplads.
Plus et væld af debatindlæg i Folkeskolen og dagspressen, en enkelt kronik samt udtalelser til radio og tv.
Hensigten var at få en saglig dialog i gang med Bertel Haarder. Den har han ikke ønsket. I den udstrækning, ministeren ikke har ignoreret kritikken ved at forholde sig tavs, har han hæmningsløst og uden skam i livet, over for såvel Uddannelsesudvalget som pressen, fortiet kendsgerninger, der ikke passede i hans kram, fordrejet kendsgerninger, så de kom til at passe i hans kram, insisteret på udsagn, der er så langt ude i hampen, at man kvier sig ved at tro, at de kommer fra en minister - og lodret løjet. Han har gjort uvederhæftighed og respektløshed til sit adelsmærke.
Det har været et år rigt på erfaringer. Nu kender jeg min minister. Og det er i den grad et kendskab, der ikke virker motiverende på mig i mit daglige arbejde. Tværtimod.
Som afslutning på kampen agter jeg, inden jeg returnerer til anonymiteten, at dele nogle af mine erfaringer med Folkeskolens læsere i en række 1.750-anslags indlæg i de kommende numre. De vil også kunne læses på www.nejtilelevplaner.dk