Folkeskolens leder i nummer 11 har den dramatiske overskrift: »Drab på den danske model«. Første tredjedel rummer nogle rimelige betragtninger om politikeres hykleri og presset på de offentligt ansatte. Så langt så godt - bortset fra at den danske model består af væsentligt mere end det, redaktøren er inde på, og at indgreb fra Folketingets side bestemt ikke er noget nyt eller ukendt.

Men den kortslutter helt, når redaktøren skriver: »Mere i løn til de strejkende end til ja-sigerne vil lægge gift for forlig ved de næste overenskomstforhandlinger«.

Så vidt jeg forstod DLF's formands udtalelser til Politiken forleden, synes han, det er helt i orden, hvis de strejkende får noget ud af deres konflikt. Deri er jeg enig. Hvor er vi ellers henne?

Konflikt er en del af »den danske model«. De fleste gange vælger man forliget og undgår dermed omkostningerne ved en konflikt - fint nok! Men hvis alle vælger forlig hver gang og aldrig strejker, kunne arbejdsgiverne forledes til at tro, at de kunne køre fagforeningerne rundt i manegen.

Det siger sig selv, at arbejdsgiverne vil gøre, hvad de kan for at bevise, at strejker ikke kan betale sig. Derfor er det særdeles vanskeligt her og nu at få et tilfredsstillende resultat i forbindelse med en strejke, men på lang sigt virker det, det vil sige i forbindelse med efterfølgende overenskomstforhandlinger.

Det er rystende, og det gør mig vred som tidligere fagforeningsmand at se mit fagblads redaktør gå arbejdsgivernes ærinde og udnævne lederne af tre store fagforbund til idioter og mordere af den danske model. Tåbelig selvovervurdering; hvem myrder hvem?

Svar

Hvis man går så tæt på, at man ikke kan se helheden, kan man påstå, at en sortbroget ko er hvid. Eller sort. Det er vist det sidste, Tage Sand Kirk gør.

Jeg har på ingen måde udnævnt »lederne af tre store forbund til idioter og mordere af den danske model ...«. Jeg har der­imod peget på et ulykkeligt dilemma - og på hvem de hovedansvarlige er.

I et centralt afsnit skrev jeg om plejehjemsassistenternes strejke i Ulfborg, at deres reaktion var »forståelig«. Og fortsatte så: »Men lige så tåbelig var den, der kom fra Dansk Folkeparti, som populistisk lovede milliarder af ekstra lønkroner. Dér blev kimen lagt til ødelæggelse af den danske arbejdsmarkedsmodel. Det ville have givet mening, hvis Folketinget havde pålagt regeringen at forbedre arbejdsforholdene på det offentlige område«.

Hvorefter jeg pegede på det dilemma, politikerne havde skabt: »Nu blev det i stedet første skridt mod et regeringsindgreb, hvor alle bliver tabere«. Den umulige modsætning beskrev jeg sådan:

På den ene side, som Tage Sand citerer: »Mere i løn til de strejkende end til ja-sigerne vil lægge gift for forlig ved de næste overenskomstforhandlinger«. Hvorfor skulle man dog sige ja, hvis man vidste, at det gav mere at strejke?

Og på den anden side, som Tage Sand ikke citerer: »Ingenting til de strejkende vil give vrede i de grupper. Og senere, nye lovindgreb efter anbefaling fra en lønkommission vil afmontere 2011-forhandlingerne - og dermed reelt dræbe den danske model«.

Thorkild Thejsen, chefredaktør, Folkeskolen