»Negativt billede skræmmer ildsjæle væk«, lød overskriften på en artikel, journalist Michael Reiter havde skrevet i Folkeskolen nummer 11 på grundlag af professor Uno Rauins resultater fra en tysk undersøgelse om lærermotivation og interview med mig om det samme. Det har bragt Mogens Clausen, Niels Christian Sauer og Thora Hvidtfeldt Rasmussen i tæt kontakt med blækhuset. Jeg vil ikke resumere indlæggene, som i store træk forholder sig til alt andet end Rauins og mine synspunkter.

I stedet vil jeg understrege: Naturligvis findes der underydende lærere (som der findes underydere alle steder). Det skal man naturligvis gøre noget ved også i skolen, så kvaliteten af det, der foregår, bliver så høj, som den kan blive. Det er i hele standens interesse og i elevernes og borgernes. Vi har i undersøgelsen »Dansk skolekultur« identificeret en gruppe lærere, som viser, at de ikke så godt magter at lede læreprocesser og heller ikke at involvere eleverne i det, der foregår. Disse lærere fremmer kun dårlige betingelser for elevernes faglige fremskridt. Vi kalder dem »Traditionens vogtere«, fordi de blandt andet værdimæssigt abonnerer på pædagogiske synspunkter, som handler om stram styring, men i praksis alligevel ikke magter at udfolde den. Gruppen består af 33 procent af de 153 lærere, som indgik i undersøgelsen. Jeg har ikke udtalt mig om, at alle i denne gruppe er uden for pædagogisk rækkevidde. Min tro (baseret på erfaringer fra arbejde i skoler) er, at det er en meget mindre gruppe, formodentligt på langt under ti procent, som af forskellige grunde ikke burde være lærere. At gruppen er der, er et problem både for dem selv og for deres kolleger, for de er med til at eksponere dårlig undervisning og dårlige historier om lærerarbejdet. Derfor skal deres antal naturligvis nedbringes til det absolutte minimum. Det kan blandt andet ske ved aktiv ledelse, der giver de lærere, som ikke er på niveau, et godt tilbud om at komme det eller, hvis de ikke vil tage imod det, tilbud om at finde på noget andet. Det kan ske ved, at det igen bliver attraktivt at blive lærer, og ved at lærere og skoler (hvad jeg heldigvis i stigende grad synes sker) fortæller og viser, at her laves der god og nødvendig undervisning.

Vi hjælper os selv ved at fortælle om det, der åbner for muligheder, fordi mennesker søger mod steder, hvor der er godt og udviklende at være, og fordi den positive fortælling har den finurlige funktion, at vi bliver endnu bedre af at fortælle om det, der lykkes (fordi det forpligter).

Man kan læse om undersøgelsen »Dansk skolekultur« i bogen: »Læringsledelse«, Samfundslitteratur 2007.