Kære Anders Bondo Christensen.

Det er sørme ikke betryggende at have en formand, der i et svar formulerer sig som i dit seneste svar på spørgsmål/kritik angående det afskaffede paragraf 20.2-tillæg: »... og jeg ved ganske enkelt ikke, hvordan du forestiller dig, at elevernes handicap fremover skulle være afgørende for tillægget« (Folkeskolen nummer 12, svar til Leif Vestergaard).

Det er skræmmende, at du først nu giver udtryk for din tvivl om berettigelsen af et paragraf 20.2-tillæg.

Det havde været på sin plads, at du - før du satte dig til forhandlingsbordet - havde undersøgt, hvad der berettiger nogle lærere til at modtage tillægget.

Jeg ved ikke lige, hvor i landet du har set denne »glidning fra paragraf 20.2- til 20.1-visiteringer«. Det er i hvert fald ikke tilfældet i den kommune, jeg er ansat i. For øjeblikket er problemet tværtimod, at der er så mange elever visiteret til vidtgående specialundervisning, at vi må undervise dem i midlertidige pavilloner, og der vil også fremover være elever, der vil blive visiteret til en undervisning, der skal varetages af personale, der har skaffet sig en speciel viden og erfaring, der går ud over den »normale« specialundervisning. På trods af gode intentioner om inkludering vil der stadig være en restgruppe af elever, der ikke vil kunne inkluderes i almindelige klasser.

Så selvfølgelig skal elevernes handicap være afgørende for tillægget, og det kan jo ikke være særligt svært at pege på den gruppe elever, der fortsat vil have gavn af vidtgående specialundervisning.

Hvis det er argumenter for berettigelsen af et paragraf 20.2-tillæg, du mangler, så kom ud og se den virkelige verden. Kom nu op af stolen og få indgået en aftale, vi kan leve med.

Svar

Når nogle lærere oplevede, at 20.2-tillægget forsvandt, skyldtes det ikke, at eleverne forsvandt, eller at færre børn fik brug for vidtgående specialundervisning. Årsagen var udelukkende, at kommunerne ophørte med at bruge 20.2-begrebet. Derfor vil det også være alt for letsindigt at bygge et nyt tillæg op på et skema, der kan ændres efter forgodtbefindende.

Vi fastholdt hele værdien af 20.2-tillægget. Vi fastholdt tillægget til den medlemsgruppe, der varetager specialundervisning. Vi sikrede en overgangsordning, der er mere end på højde med den overgangsordning, som gælder i forbindelse med kommunalreformen. Det var ikke en fejl.

I hovedstyrelsen har vi stor forståelse for, at det er frustrerende, at tillæg omlægges og for nogle får en ringere værdi som følge af en politisk beslutning på Christiansborg. Det ændrer imidlertid ikke, at vi som organisation blev nødt til at agere på den ændrede politiske virkelighed. Det gjorde vi ikke som en »hovsa-beslutning« eller på baggrund af manglende kendskab til virkeligheden. Og det har intet med mangel på argumenter for berettigelsen af 20.2-tillæg at gøre. Virkeligheden er, at 20.2-undervisning ikke mere eksisterer.

Anders Bondo Christensen, formand for DLF