Muligvis trætter det undervisningsministeren og alle, der med ham har stemt for de sidste ændringer af folkeskoleloven, at elevplaner, test, kvalitetsrapporter og ændrede prøvevilkår ikke tiljubles af begejstrede lærere og deres fagforening.

Muligvis føler kommunerne sig lidt i læ for kritik fra lærerside, fordi kommunale beslutninger aktuelt langt overgås af de ændringer, flertallet på Christiansborg formår at trække ned over skolen, og fordi det er åbenlyst, at kommunernes elendige økonomi beror på de stramme økonomiaftaler mellem stat og kommune, som kommunerne hvert år modvilligt ender med at acceptere.

Resultatet er en folkeskole, der konfronteres med nye krav, der skal gennemføres, uanset om de er fornuftige, og uanset at der ikke er økonomi til det. Centrale diktater får ofte følgeskab af lokale direktiver og krav, som skolerne også skal indordne sig under, ikke mindst fordi kommunerne har behov for at signalere, at de har styr på at være skoleejere. Styring og kontrol vil på den måde ingen ende tage.

Den virkelighed bliver skolen syg af. Heldigvis er der håb at hente i den aktuelle samfundsdebat. Flere og flere forskere tænder advarselslamperne mod kontrolsamfundets skadelige virkninger.

Alligevel forsømmer Bertel Haarder ikke en lejlighed til at få sagt, at Lærerforeningen maler med mørke farver om skolens virkelighed, og at det er forklaringen på folkeskolens krise og på, at unge mennesker ikke vælger en læreruddannelse.

Tænk hvis vi havde en minister, der turde se virkeligheden i øjnene.

Så ville han blive forfærdet over konsekvenserne af de økonomiske styringsredskaber, uddannelsessystemet er underlagt. Seminarier, der reducerer i antallet af linjefag, skærer ned på timetallet eller tilbyder netundervisning. Alt sammen for at spare lærertimer. Det er ikke kvalitet. Det er udsultning.

Virkeligheden i folkeskolen er præget af, at et stigende antal lærere segner under arbejdspresset. Under kravet om rummelighed, uden at vilkårene følger med. Og under daglige avisoverskrifter om folkeskolens uformåenhed. Lærerens professionelle indsigt tilsidesættes og erstattes af bureaukrati og kontrol. Arbejdsglæden får svære vilkår. Det kan næppe være et velegnet læringsmiljø for vores børn.

Regeringens kvalitetsreform klinger hult. Statsministeren postulerer, at medarbejderne skal inddrages, men det er ikke det, vi oplever i folkeskolen. Der har man enerådigt tromlet ændringer igennem. Resultatet er tydeligt. Sådan en skole ønsker vi ikke.