I redaktionen er det ikke et succeskriterium, at alle modtagere af Folkeskolen hver gang læser alle artikler. Selvfølgelig ikke. Det har lærere og ledere alt for travlt til. Vi opfatter bladets indhold som en buffet, hvor læseren kan vælge det, som han eller hun nu har brug for og lyst til.

Uden at forklejne bladets øvrige indhold vil jeg i denne uge anbefale specielt tre artikler og et debatindlæg, som samlet giver masser af vitaminer til den pædagogiske og skolepolitiske debat: Gitte Ørnkows reportage, »Smag for den finske skole«, Jan Kaares interview med danske og finske lærere og John Villy Olsens baggrundsartikel, »Uddannelse som redskab for økonomisk vækst«. Og så Helle Bjerresgaards læserbrev med en hilsen til danske lærere fra europæiske kolleger. Efter den læsning er der med garanti noget at tænke på og tale om.

Alle regeringer forlanger »uddannelse i verdensklasse« - og konkurrerer i øvrigt om, hvilket land der kan score højest i Pisa-undersøgelserne, hvor finske skoler altid ligger i top. Ugens artikler bekræfter, at mange ting er ens i danske og finske skoler, men også at der er noget at lære i Finland. Det er dog ikke kun lærere og ledere, der kan hente inspiration. Politikere kan også få noget at overveje. For eksempel om læreruddannelsens høje kvalitet og skolebespisning. Og om undervisningsmaterialers og bygningers kvalitet.

Men som det indledende citat antyder, skal forklaringen på den finske skolesucces også søges andre steder. Politikere - og forældre - giver nemlig lærerne aktiv opbakning. Både i ord og handling. Og det står i voldsom modsætning til den mistillidskultur, som hele det danske uddannelsessystem er blevet svøbt ind i.

Til gengæld kan finnerne måske lade sig inspirere af den pædagogiske diskussion i Danmark, hvor skolefolk holder fast ved, at det ikke er nok at tale om eller kræve et højt fagligt niveau. Selv de fornemste intentioner virker kun, når der foregår en løbende, ægte dialog mellem dem, der skal lære, og dem, der underviser. Den tankegang ligger bag al pædagogisk tænkning i den danske folkeskole. Og den virker. Se blot på danske elevers engagement, iver og glæde ved at lære.

Ligesom den finske skole ikke skal og ikke kan eftergøres i Danmark - dertil er traditioner og kulturer for forskellig - kan den danske pædagogiske debat ikke kopieres i Finland. Men netop forskelligheden, kombineret med kernen af noget fælles, gør det muligt at lære af hinanden. I stedet for blot at underkaste sig den massive OECD-ensretning, som ikke skaber verdensklasse.

-th