Mere kontrol er regeringens svar på en umulig folkeskolelovs skamfulde nedkvalificering af vort uddannelsesniveau. Kravet har baggrund i et afsnit i regeringsgrundlaget, der ved ikke at indeholde et eneste ord om at ændre på det uddannelsesødelæggende faktum, at svage og stærke stadig skal undervises inden for de samme fire vægge, reducerer bestræbelserne til et virkningsløst astmatisk host. Bertel Haarder har jo ikke ændret på sin personligheds højskoleagtige fællesskabsfascination, fra før katastrofen blev rigtig synlig. Men nu skal en ny statslig styrelse kontrollere de kommuner, der jo ikke har formået at løfte uddannelseskvaliteten gennem deres kontrol af folkeskolens produktion af uddannelsesresultater. Og så går der igen vinter og vår. Og til det har kommunerne ikke andet end en magtforfængelig indsigelse at gøre mod sådan at blive reduceret til at spille en slags viceværtrolle, som formanden for KLs børne- og kulturudvalg, Bjørn Dahl, udtrykker det. Og så må lærerne igen se sig reduceret til en flok umodne forskræmtheder, der af lutter kontrolforskrækkelse mister alt mod og al motivation og må antages kun at ville undervise børnene i det, der næste gang skal testes i. KL ved åbenbart ikke, at selv da test og prøver var rigtige seriøse eksamener, underviste lærerne også kvalificeret i alt, hvad børnene ikke skulle til eksamen i. Og helt ved siden af er det vel heller ikke at hævde, at meningen med de mange test er, at børnene skal blive bedre til det, der testes i. Men det mener KL bestemt ikke er meningen. Og med den obstruerende indstilling til bestræbelserne på at hæve vort uddannelsesniveau tvinges staten vel nærmest til at gribe ind med kontrol af de kontrollerende kommuner.