Nu må det høre op, det er bare for meget alle sygehistorierne. Alderdommens svøbe nummer et. Kors, hvor man dog mere og mere forstår de gamle al deres evindelige, uudholdelige sygdomssnak, som man fik flugt i øjnene ved at høre på. Det kan måske ende med, at man på alle måder forstår de gamle HELT. Så er den gal. For Guds skyld, lad os aldrig glemme, hvordan det var at være barn og ung. Men det strømmer til med sygehistorier alle vegne fra, venner og bekendte og familie. Der er dage, hvor jeg tænker, om der overhovedet er raske mennesker på min alder tilbage i Danmark. Dvælede ved nogle linjer i en bog (ALEA) af Klaus Rifbjerg:

»... man kan gå så vidt som til at sige, at ALLE lidt efter de er vågnet, har fornemmelsen af, at der er noget galt. De fleste vågner op og ved ikke, hvor de er eller hvem de er, men et øjeblik efter er følelsen af, at noget er galt, stærk. Enhver ved jo, at hospitalet venter. Selvfølgelig er der noget galt. I København er ingen lykkelig ...«.

(Underligt københavneri for øvrigt, det er da landsdækkende).

Men det ER jo svært, nye tilfælde hver dag, man må jo høre efter, lidt i hvert fald, tale om det, gyse og tænke »godt det ikke er mig« ... Når man så selv bliver syg, som man jo bliver, så skal der bare berettes, det er da klart, detaljeret i skrift og tale, til rigtig mange og man tager gerne de ukendte medpatienters ufattelige lidelser med, nu man er i gang jeg var mere syg end de fleste og ikke mindst mere interessant syg, den af alle og enhver frygtede sygdom. Husker med et vist ubehag, at en nevø kom med en utidig kommentar: »Det er nu ikke sikkert, at DIN sygdom er den værste af alle ...«. Men han er københavner. Nej, de fleste er flinke og medfølende, lytter med ansigtet lagt i de helt rigtige folder. Jeg har i sandhed fået noget at bytte med. Når man så bliver rask, kom næste forfærdelige hurdle, som der igen kan fortælles vidt og bredt om: angsten for nyt angreb. Til de rutinemæssige tjek på sygehuset sagde forleden en af kræftlægerne: »Hvornår vil du tro på, at du er HELT rask?«. Jeg tav, men tænkte mit, for tjekket tog under fem minutter, og enhver ved, at sundhedsvæsenet længe har været i forfald, og at lægesjusk er et for længst fastslået faktum, som vi danskere må leve med eller rettere dø med. Utroværdige er de fleste nok, tænker jeg tit.

Ikke sært, at jeg ofte mindes den unge del af befolkningen som gladere og mere munter at være sammen med. Mere opsat på sjov og latter. De ved jo ingenting om livet. Jeg kan godt savne dem ind-imellem. Det smitter det muntre.

Lad os nu huske på, til vi (snart) falder døde om, hvor kedsommeligt det var at høre på sygdom og lidelser og pinefulde oplevelser.

Man kan godt lære at begrænse sig specielt da hvis man kun fejler uinteressante eller helbredelige sygdomme!