Efter at have læst debatindlægget i Folkeskolen nummer 10, »Ultimativ kapitulation«, af Thomas S. Ammons til artiklen om undertegnede i nummer 7 får jeg lyst til at nuancere visse dele af den. I Københavns Kommune er der årelange ventelister på vuggestuepladser. Derfor kan man blive ansat som privat dagplejemor og passe sine egne børn, som jeg har valgt. Har man ikke tvillinger, skal man passe et andet barn ud over sit eget.

Alle forældre i Københavns Kommune med børn fra et halvt til tre år har denne mulighed. Der er ikke forskel på »stærke« og »svage« familier, som der hentydes til.

Jeg er helt enig med ham i, at det bedste ville være, hvis kommunen brugte pengene på at udbygge og forbedre daginstitutionerne, men sådan ser verden bare ikke ud i København.

Med hensyn til at børnene skulle mangle socialt samvær med andre børn, kan jeg fortælle, at der under denne ordning er legestue tre gange om ugen og rytmik som for alle andre dagplejebørn. Diskussionen vuggestue eller dagpleje er en gammel sag, som jeg ikke vil komme ind på her.

Thomas Ammons har ret i, at man kan diskutere, hvor langt ligestillingen er nået, når det drejer sig om børnepasning. Min mand har taget halvdelen af barselsperioden.

Om jeg er selvretfærdig eller ej, vil jeg lade være op til læserne at vurdere. Men jeg synes, det retfærdige i vores samfund er, at vi har ret til at vælge selv. Man kan kalde det at flygte fra folkeskolen, hvis man vil. Jeg vil kalde det at melde ud, at man ikke billiger de besparelser og den centrale kontrol, regeringen tvinger os til at arbejde under.

Jeg håber, at folkeskolen udvikler sig til et rart sted at være for alle. Så skal jeg være den første, der melder mig på banen igen til at tage min tørn. Med små børn har jeg bare erkendt, at det lige nu ikke er mig, der har resurserne til at kæmpe kampen om den gode folkeskole.