»En læreruddannelse skal være det ypperste af det ypperste, og det får man kun, hvis den har tæt relation til forskningen«.

Martin Rømer, generalsekretær i den

europæiske lærerorganisation, Etuce

Den danske læreruddannelse skal revideres. Derfor kan der være god grund til at se på, hvordan det foregår andre steder. For eksempel i Finland og Sverige.

I Finland uddannes lærerne på universiteter i fem år. Det forklarer, hvorfor landet klarer sig så flot i internationale undersøgelser, lyder en typisk og besnærende argumentation. Men finnerne peger selv på et paradoks: Nogle udkantsområder kan ikke lokke universitetsuddannede lærere til, de foretrækker at blive i storbyen. Men elevernes faglige resultater er ikke målbart ringere på udkantsområdernes skoler.

Sverige fik en ny læreruddannelse i 2001, som betød, at den nogle steder rykkede ind på et universitet. Uddannelsen er nu blevet evalueret, og kvaliteten er ikke blevet bedre på universiteterne. Lærerstuderende føler sig fremmedgjorte på faginstitutterne. Nogle steder indgår didaktik stort set ikke, og praktikken er i nogle tilfælde degraderet til et enkelt studiebesøg eller er helt strøget. Den større forskningstilknytning, som var ønsket, er kun blevet til ord.

Det generelle, svenske evalueringsbillede af læreruddannelsen er i det hele taget ret negativt: Studievejledningen er ikke tilstrækkelig, så mange studerende vælger fag, der ikke er brug for ude i skolen. Og undervisning i, hvordan man lærer børn at læse, er ikke obligatorisk. Det samme gælder undervisning i evaluering og bedømmelse af elevpræstationer.

Man føler sig helt hjemme i den sidste del af evalueringen. Meget af den kunne være hentet på et dansk seminarium. Især hvis det tilføjes, at de studerende skal nå alt for meget på for kort tid, og at økonomien hele tiden strammes, så undervisningstiden beskæres.

Hvis den danske læreruddannelse skal være det ypperste af det ypperste, skal der både noget mere og noget andet til.

-th