»Forældremødet fra helvede«, kaldte forfatter Jette Hansen sin kronik i Berlingske Tidende den 4. marts.

Lærerne havde presset hendes ti-årige datter hårdt, og hun indvilgede så i at deltage i mødet, der blev en slem oplevelse. På bordet lå pigens besvarelse af testen »Sådan er jeg«, hvor hun havde tilstået, at hun var kommet bagud med nogle lektier. Der blev stort set ingenting sagt om pigens glimrende faglige indsats i alle fag. I stedet fik mor og datter »en alenlang moraliserende belæring«. Jette Hansen skriver: »Jeg sansede, hvilket pres barnet var under: at se sin mor omend indirekte kritiseret for at have sjusket med sit ansvar, at selv blive afsløret som for dårlig over for sin mor«. Og senere: »Jeg lyttede høfligt, gav ret i, at lektier skulle læses ... Lovede at hun nok skulle komme efter det, og at jeg ville holde øje med, at hun fik det gjort men efterhånden som den moraliserende ordstrøm blev ved og ved, fik jeg en afsindig lyst til at råbe Nu er det altså fanme nok! ... Men min sydende irritation blev holdt i ave, for den ti-årige ved min side sad jo med livet i hænderne og bad for, at skælduden og kritikken af hendes mor skulle stoppe ...«.

Møder, som kan opleves sådan, bør intet barn presses til at deltage i. For barnets dybe længsel er at se sin klasselærer og sin mor tale venligt sammen, måske en gang imellem endda grine sammen. Så blomstrer barnet. Kan mor og klasselærer ikke sammen, kan barnet gå helt i baglås.

Forud for dette møde var gået et tidligere, hvor moderen og klasselæreren var kommet op at »diskutere«. Moderen havde spurgt, om ikke datteren kunne få et højere bord, men nej, pigen skulle vænne sig til bordet, og læreren tilføjede, at hun ikke troede, at pigen sad så dårligt.

Kan skole-hjem-møder bidrage til, at mor og klasselærer kommer hinanden nærmere? Ja, på visse betingelser:

Lærer og forældre må være enige om, at det er bordene, der skal passe til børnene, ikke omvendt.

Og om, at hvis børnene ikke kan sidde stille, vente på tur og modtage kollektive beskeder, så kan det have med forhold i hjemmet, men sandelig også med forhold i skolen at gøre. Siddes der for meget, ventes der for længe, er det for kedeligt? Det handler ikke om at give nogen skylden, men om at tage et fælles ansvar.

Grundlaget må være, at vi har de børn og forældre, vi har, og vi må lave en skole, der passer til dagens børn.

Der må tages udgangspunkt i det, barnet kan og vil, ikke i det, hun ikke kan og ikke vil.

Tonen må være, at forældrene som dem, der kender deres barn bedst, bedes om råd og får lejlighed til at spørge og samtale.

Lærerne må anerkende at enhver forælder allermest interesserer sig for »sin egen lille Hassan«. Denne anerkendelse er forudsætningen for, at forældrene kan åbne sig for klassen og de andre børn.

Der skal ikke blot tales om, hvorvidt lærerne er tilfredse med barnets præstationer, men også om barnets og forældrenes tilfredshed med lærernes præstationer. Er tonen i klassen god, eller skældes der for meget ud?

Test hører ingen steder hjemme, da slet ikke personligt nærgående sager som »Sådan er jeg« og overhovedet ikke som udgangspunkt for mødet.

Og skulle vi så ikke se at få afskaffet de lektier.

Erik Sigsgaard er lektor