Når jeg som formand for Børne- og Kulturchefforeningen, BKF, beskæftiger mig med den vidtgående specialundervisning (paragraf 20.2-området) efter Strukturkommissionen, baserer det sig blandt andet på, at jeg har været lærer på en skole, hvor der var en centerklasserække, at jeg har siddet i skolebestyrelsen på samme skole, at jeg har været kontorchef i en amtskommune og der beskæftiget mig med handicappede børns overgang fra skole til ungdomsuddannelse, og at jeg som direktør i Næstved Kommune har en række skoler, der er entreprenører for amtet på paragraf 20.2-området.

Hans Jørgen Frank (Folkeskolen nummer 12) får det næsten til at se ud, som om BKF er lakaj for KL og blot kan sendes på banen med budskaber. Det er naturligt, at vi som direktører og chefer har et tæt samarbejde med KL, og at vi ofte har sammenfaldende synspunkter. Men vi arbejder uafhængigt af KL baseret på den faglige viden, vi har om området. Når vi foreslår ministeren, at hun overvejer, om der er behov for en specialundervisningsbestemmelse, hvis kommunerne får det fulde ansvar for folkeskoleområdet, så skyldes det, at paragraf 20.2-bestemmelsen efterhånden alene er blevet en henvisnings- og ansvars­paragraf. Vi er nervøse for en udvikling, hvor en diagnose automatisk betyder henvisning til et givent tilbud. Vi finder det langt mere relevant at drøfte, hvilke pædagogiske tilbud der skal tilbydes ud fra barnets og familiens forudsætninger og personalets og skolens kompetencer. Derfor tager vi afsæt i skolelovens bestemmelse om undervisningsdifferentiering, samtidig med at vi understreger, at vores forslag ikke er et spareforslag.

I vores oplæg om, »hvordan vi knækker kurven på specialundervisningsområdet« og »fra specialundervisning til normalundervisning« (se www.bkchefer.dk), argumenterer vi for større sammenhæng mellem normal- og specialområdet og for større rummelighed i skoler og daginstitutioner. Vi siger også, at alle børn ikke kan rummes i normalmiljøet, og at det er vigtigt med specialkompetencer hos og efteruddannelsestilbud til personalet.

I BKFs pressemeddelelse om Strukturkommissionen og i vores kommende høringssvar understreger vi, at der er behov for en nærmere analyse af tilbuddene til børn med vidtgående handicap ikke mindst tilbuddene til de meget små handicapgrupper, hvor der er brug for landsdækkende eller landsdelsdækkende tilbud. Vi understreger også, at der fortsat er behov for specialtilbud og for personale med specielle kompetencer.

Overtagelsen af det fulde ansvar for den vidtgående specialundervisning skal tages meget alvorligt i den enkelte kommune, og overgangen fra amt til kommuner forudsætter et nøje planlægningsarbejde med inddragelse af personaleorganisationer og personale.

Forkortet af redaktionen