En ikke ganske usand konklusion fremsættes af dr.pæd. Steen Larsen i Folkeskolen nummer 10. Den efterkrigsmondæne kulturradikalisme, der i sin tid i forlængelse af bruddet med den Jørgen Jørgenske radikalisme opsugede brokkerne fra en stivnet kommunisme, overvintrer i dag selv stivnet som folkeskolens pædagogiske fundament i sin foragt for traditioner og erfaringer. Her viser den sin egen form for livsuduelighed ved ved hver konstatering af denne med sand dødsforagt at kaste sig ud i nye blinde styrt mod nye uprøvede dybder. Om man da kan blive ved med at finde nye dybder at styrte sig i. Og her på det sidste har man så fået øje på den ulyksalige Håbo-pædagogik. Håbo-eksperimentet kan nemlig betragtes som den i yderste konsekvens efterlevede folkeskolelov. Helt i overensstemmelse hermed har det allerede forbilledligt vist ringere resultater end det svenske gennemsnit, hvilket selvfølgelig ikke bekymrer Steen Larsen. Men at fænomenet viser ringere resultater end de forventninger, der i årevis har været sat til den undervisningsdifferentiering, det ansvar for egen læring med mere, som skolen hidtil af utidig respekt for børn og deres uddannelse har været tilbageholdende med at udfolde på undervisningens bekostning, burde nok bekymre Steen Larsen. Men måske er bekymringen at finde mellem linjerne i hans »Bagsmæk«. Desperationens pædagogik kræver somme tider desperationens argumentation. Og desperation må vel ligge bag erklæringen om, at den klas­se­undervisningsprægede skole, der, før vanviddet satte ind, bar dansk uddannelse frem blandt verdens uddannelsesmæssigt fø­rende lande, bare affærdiges som »fravær af pædagogisk metode«. Man kan lægge en duelig pædagogik for had, men anstændigvis ikke erklære den for ikke-eksisterende.