Deltagerne i den i Folkeskolen nummer 11 omtalte Skolerigsdag burde egentlig med mellemrum henfalde til småsnøfteri bag klamme lommetørklæder ved påhøring af den medrivende talestrøm - eller ved erkendelsen af sammes meningsløshed. Sådan alt efter temperament. KL-formand Ejgil Rasmussen udtalte på baggrund af sin udtrykte beundring for den folkeskolelov, der har medvirket så effektivt til en miskreditering af al faglig vidensindlæring, at sådan en velfungerende lov kan Danmark sandelig ikke undvære. Det var her, der af den ene eller anden grund burde snøftes. Og selveste rektor for Københavns Universitet, som almindeligt dødelige næppe kan hamle op med, vidste, at det, vi har allermest brug for, er tværfaglighed. Hun - altså rektor for et universitet - advarede oven i købet imod al den faglighed. Nå ja, hun mente dog, at især læger nok bør have lidt faglighed i baghånden. Jo, for vi kunne jo gå hen og blive syge. Men for megen faglighed er jo også blevet en slags sygdom. Og så priste rektor fordybelsen (med så lidt faglig viden som muligt til at fordybe sig i. Gud ved, hvad de egentlig fordriver tiden med på hendes universitet). Og så priste hun lysten til at lære og evnen til samarbejde. Det kan næppe være forkert at fremhæve alt dette som program- erklæringen for al uddannelses nedtur i Danmark. Men måske var det slet ikke nogen rigtig skolekonference. Skolerigsdag kunne jo associere til indledende prøver på en af de forestående sommerrevyer. Og så er der jo ingen grund til fortvivlelse. For revyer er jo lagt an på at opdyrke vanviddet. Men var der så nogen i forsamlingen, der lo. Ikke engang da talen faldt på, at det netop er på baggrund af rigsdagens tynde kop uddannelseste, skolen skal opdrage børn til borgere i et demokrati. Sikke dog en gang snak.

Vagn Madsen

Brønderslev