Som formand i Danmarks Lærerforening er jeg i den seneste tid blevet bedt om at fortælle, hvad jeg mener om elevers deltagelse i demonstrationer i forbindelse med Irak-krigen. Det har ikke været vanskeligt at svare, da jeg har den grundlæggende opfattelse, at det er den enkelte skole og den enkelte lærer, der har ansvaret for undervisningen.

Skolen skal ikke sende eleverne i demonstration, men ønsker nogle elever gennem deres engagement i et så afgørende spørgsmål at deltage i en demonstration, er det læreren, der må vurdere, om det vil kunne indgå i undervisningen. Vurderingen kan drøftes med skolens leder, og læreren må naturligvis være parat til at begrunde afgørelsen over for forældrene.

Men det er efter min mening hverken avisernes lederskribenter, undervisningsministeren eller formanden for Danmarks Lærerforening, der kan eller skal træffe den afgørelse.

Skolen forbereder som bekendt eleverne til medbestemmelse, medansvar, rettigheder og pligter i et samfund med frihed og folkestyre. Undervisningen i skolen er langt mere end den formidling af kundskaber, der foregår i den traditionelle klasseundervisning.

Lærernes metodefrihed er et grundfæstet princip i den danske folkeskole. Mange forhold må indgå i den enkelte lærers vurderinger, og afgørelsen af, om eleverne kan eller må deltage i en demonstration, kan derfor kun træffes i den konkrete situation.

Elevernes engagement i samfundsspørgsmål er en vigtig del af folkeskolens opgave. Globaliseringen, det hyperkomplekse samfund og den stigende individualisering er alle udviklingstendenser, der kan fremme en apatisk holdning over for de fælles samfundsproblemer, som vi står over for.

I folkeskolen må vi arbejde for, at eleverne forlader skolen med et engagement i forhold til det fællesskab - også internationalt - som vi alle er en del af, og vi har endvidere et ansvar for, at eleverne træffer deres valg på baggrund af viden om og vurdering af de forskellige aspekter i en sag. Hvordan skolen løser denne væsentlige og vanskelige opgave, er langt vigtigere at diskutere end spørgsmålet om, hvorvidt eleverne må demonstrere eller ej. Et spørgsmål, der som nævnt umuligt kan gives et generelt svar på.

Ikke bødlen gør mig bange, ikke hadet og torturen,

ikke dødens riffelgange eller skyggerne på muren.

Ikke nætterne, når smertens sidste stjerne styrter ned,

men den nådesløse verdens blinde ligegyldighed.

Halfdan Rasmussen