Debat
Mere af samme skuffe
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I slutfirserne arbejdede massevis af lærere med selvinitieret professionsudvikling i Folkeskolens Udviklingsråds regi. Engagerede lærere indsendte mere end 14.000 projektbeskrivelser, og skolen rykkede virkelig, så det kunne mærkes ude i klasserne. Uden økonomiske incitamenter for den enkelte overhovedet, vel at mærke; som projektleder fik man tid, ikke penge. De rakte dog kun til godt 8.000 projekter, for størstedelens vedkommende båret af lærernes ildhu uden smålig skelen til det reelle tidsforbrug.
Hvordan kvitterede arbejdsgiverne for dette kolossale engagement hos lærerne? Med en styrelseslov (1990) og en arbejdstidsaftale (1993), der satte lærerne helt ud af skolens ledelse og reducerede dem til overvågede lønarbejdere. En historisk ydmygelse, en decideret mistillidserklæring og en brat opvågnen for de mange lærere, der (som jeg selv) i grunden opfattede deres arbejde som et kald og folkeskolen som en kulturinstitution. New public management var kommet til Danmark, og nu skulle skolen med Bertel Haarders ord 'normaliseres' som arbejdsplads.
Alt kvalitetspræket til trods har øvelsen fra arbejdsgiverside lige siden haft et eneste overordnet formål: At få lærerne (og alle de øvrige offentligt ansatte) til at arbejde noget mere for den samme løn. Den undersøgelse af kommunernes syn på overenskomstens virkemåde, som Kommunernes Landsforening netop har offentliggjort, lyser af tilfredshed med, at det er lykkedes at forøge lærernes arbejdsbyrde. Der ses ikke skygge af antydning af foruroligelse over den skamridning af de mest undervisende lærere, vi alle ved finder sted i øjeblikket. Der lægges tværtimod op til, at vi skal have mere af samme skuffe.
Hvis Maja Aasted med flere havde ret i, at professionsudvikling er et brugbart redskab i den traditionelle kamp for bedre løn- og arbejdsvilkår, ville vi overhovedet ikke være havnet her. Hvor nødig vi end vil, kommer vi til at se den simple kendsgerning i øjnene, at vores arbejdsgivere føler sig mere forpligtet over for den kommunale trækprocent end over for den fælles folkeskole.
Niels Christian Sauer
medlem af DLF's hovedstyrelse
Folkeskolen betragter debatten mellem Niels Christian Sauer og Maja Aasted for afsluttet
