Vist kommer der i en overgangsperiode til at mangle nogle lærere visse steder. Der er mange og meget forskellige forslag til at afhjælpe dette - der er også en mængde grunde til, at hovedparten af disse forslag er ganske uden nogen chance for at blive en succes.

Jeg vil nævne nogle få årsager til, at det forholder sig sådan. For det første forhindrer lønnen, at mange - om overhovedet nogen - faglærte eller højere uddannede vil tage chancen som vikar i skolen. Blot et enkelt eksempel til belysning af dette. En ung mand - 19 år og nybagt HF'er - søger et sommerferiejob i et kendt firma, her falder han godt til og fortsætter som ufaglært ungarbejder efter ferien.

En sammenligning af lønnen med min efter et år udviste en forskel på 40.000 kroner i den unge mands favør, denne tendens er fortsat accelererende i de følgende 17 år. Han kunne ikke motiveres til at tage en uddannelse i undervisningssektoren - mærkeligt, ikke.

Det næste er arbejdsforholdene, hvor den eneste sanktionsmulighed over for uvorne elever er henvisning til psykolog - det gør jo ikke meget indtryk på den klassiske 'laban', som ikke rigtig anerkendes, men dog eksisterer, som han altid har gjort, siden salig Jakobs tid.

Rent fagligt vil alle faglærte og højere uddannede være klædt på til at klare jobbet. Alle har en viden om det faglige niveau - er bevidste om, at det er nemt klaret.

Meget få er klar over de øvrige omstændigheder. Netop det, som man bruger fire år samt resten af karrieren på, og så lykkes det endda kun for nogle.

Man går ud fra, at der er ro i klassen - at alle elever er voldsomt interesserede i at lære alt, at det kun er et spørgsmål om at fylde på - det samme går mange seminarielærere ud fra - derfor får mange nye lærere et voldsomt kulturchok.

Hvis det bare var så nemt, som man tror, så var det sikkert noget nemmere at få folk til at blive noget længere.

Endelig er jeg sikker på, at det ville hjælpe meget, hvis man tog under overvejelse at demontere 'evighedsmaskinen', hvor folk tager overarbejde - for at hjæpe skolen - derefter skal afspadsere, mens kollegerne tager overarbejde i deres fravær og så videre. Navnlig yngre kolleger har behov for at få løn for arbejde.

For nærværende er det komplet umuligt at tjene lidt ekstra, hvis der er behov for det.

Man burde meget alvorligt tænke over, hvorfor alle ønsker at forlade 'skuden', samme dag de fylder 60 år, og smilende af glæde går over en tredjedel ned i løn.

Hvad kan årsagen dog være?

Bent Thøsing

Nørre Åby