For nylig så jeg i en avis en annonce, hvori der stod: Rejs med Folkeskolen, verdens bedste rejseselskab til Utopia.

Jeg syntes, det lød udmærket, så jeg bestilte en rejse. På afrejsedagen mødte jeg op i lufthavnen. Der var mange, der havde fået den samme gode ide som jeg, alle myldrede op i flyet. Der var Møder, Visioner, Tværsuger, Kvalitet, Stjerner, Elevenicentrum, Fordybelse og mange, mange andre. Alle så glade ud, og alle struttede af sundhed og styrke. Kun et enkelt par så tynde og magre og lidt triste ud. Under turen lærte jeg dem at kende som Undervisning og Viden.

En ting undrede mig dog såre. I et fly plejede der da at være en stewardesse til at vise på plads, men her var ikke en sjæl. Nå, jeg vidste jo, at man skulle tage ansvaret for egen rejse, så alt var nok i orden.

Da alle efter megen tumult havde fundet et sæde at sidde på, lød der en stemme i højttaleren: 'Velkommen om bord på Folkeskolens nyeste og mest sikre fly F2000. Turen er beregnet til at vare to år. Undervejs vil der blive vist et par katastrofefilm, blandt andet 'Titanic' med Margrethe Østmark i hovedrollen. Serveringen planlægger passagererne selv i team'. 'Nå', tænkte jeg, 'det stod der ikke noget om i annoncen, men Folkeskolen ved jo nok, hvad de gør'. Allerede her burde jeg have fattet mistanke om, at ikke alt var, som det skulle være. Det var lige som om, at virkeligheden ikke svarede til de flotte ord. Ingen stewardesse, hullede stole, et rustent fly. Jeg slog det dog hen, men jeg skulle få flere overraskelser.

Efter en lang ventetid uden flere informationer med megen bulder og brag udenfor føltes det, som om flyet lettede. Og så begyndte det at blive virkelig sjovt. Snart lød en stemme igen: 'Der er en motor, der er gået i stå, og der kommer røg ud af den anden, men det betyder ikke noget'. Jeg kiggede over på mine naboer, Undervisning og Viden, de så godt nok lidt blege ud, men de var jo nok også tankpassere fra den sorte skole.

Pludselig føltes det, som om flyet faldt ned i et stort hul, alle væltede rundt mellem hinanden. Selv følte jeg det, som om jeg var ved at kvæles, fordi der oven på mig sad både Udvikling og Visioner sammen med Team, Projekt og Afel.

Sådan fortsatte det i lang tid. Hver gang vi havde kæmpet os op på plads, faldt flyet igen i et lufthul, og vi lå igen på gulvet og rodede rundt. Undervisning og Viden så nu virkelig dårlige ud.

'Det kan ikke passe', tænkte jeg, 'jeg må kunne gøre noget'. Jeg ville gå op til cockpittet for at spørge. Undervejs lykkedes det for både Kvalitet og Papirbunker at spænde ben for mig, men langt om længe nåede jeg døren og fik den åbnet.

Lamslået blev jeg stående.

Der var ingen pilot.

Se det var et rigtigt eventyr - og enhver lighed med virkeligheden ganske tilfældig og ganske utilsigtet.

Peter Frederiksen

Ansager Skole