Nu står verden da ikke længere. Men så står det til gengæld i aviserne. Blandt 28 lande ligger danske børn i spidsen i demokratisk mesterskab. Det er målt af IEA (international undersøgelse af læsefærdigheder). Så kom ikke her. Danske børn ved præcis og i alle detaljer, hvorledes et folketingsvalg forløber med kandidatopstilling, stemmeoptælling og det hele, hvordan love vedtages, hvordan enevælden engang blev afløst af demokratiet og så videre. Nå, nej. Det er selvfølgelig alt for konkret for den danske folkeskole. Mesterskabet består såmænd bare i at synes om ytringsfrihed, menneskerettigheder, have lyst til at snakke, sidde i rundkreds og lade alle komme til orde. Nydeligt alt sammen. Men ærligt talt en noget skamfuld affære, fordi nydeligheden skal ses på baggrund af vores verdensmesterskab i dårlige matematik- og læsekarakterer. Er det rosværdigt at kompensere et herostratisk mesterskab i uvidenhed med et mesterskab i at snakke fanden et demokratisk øre af? Ja, det er det, hvis vi mener, at K.E. Løgstrup havde ret i, at skolen skal danne, ikke uddanne. Vi vælter os i en karikatur af et demokrati, fordi vi har lært børn, at demokrati ikke fordrer enorme lagre af paratviden. Bare pludre løs og buldre som tomme tønder. Undervisningsministerens udtalelse om, at det er lige så nødvendigt at lære eleverne at engagere sig i omverdenen som at lære dem at læse, er ganske enkelt en protest værd. At lære at læse er mangefold vigtigere end omverdensengagementet. Uden hoveder fyldt med faktuel viden er engagementet nærmest til gene og i hvert fald utåleligt.

Vagn Madsen

Brønderslev