'Regeringens nye prestigeuniversitet truet af opløsning', hed Mandag Morgens hovedhistorie i sidste uge. Og hvis kombattanterne til hverdag farer frem på samme måde, som de citeres i den specielle mandagsaftapning, har Danmarks Pædagogiske Universitet store problemer. Det står ikke klart, om der er helte på slagmarken, men de akademisk betitlede aggressorer får det i hvert fald gjort klart: der er mere end én skurk!

Slagsmålet drejer sig - i hvert fald på fremtrædelsesplanet - om det nye universitets idégrundlag, som rektor Lars-Henrik Schmidt har ansvaret for, om økonomien og om de nye kandidatuddannelsers brugsværdi og en hel del om rektors og bestyrelsens arbejdsstil.

Det står selvfølgelig enhver frit for at kritisere hele konstruktionen, men det virker ærlig talt dumt at fare frem, som man gør i Mandag Morgen. Loven er vedtaget, rektor er ansat, og strukturen er fastlagt. Nu burde det handle om at udvikle de nye uddannelser og at få skabt de bedst mulige studie- og arbejdsbetingelser.

Den politiske tilblivelsesproces har været overfladisk og alt for forceret. Og universitetets økonomiske grundlag er meget spinkelt - man kan ikke regne med, at studerende strømmer til de nye uddannelser fra dag et. Det koster at komme i gang. Og det tager tid, tid og tid. Der hviler et stort ansvar på regeringen for at få rettet fejlene. Det kan den gøre ved at skaffe tiden og pengene til udviklingsarbejdet.

Og så kræver det masser af hårdt arbejde og psykisk energi at udvikle indholdet i de nye uddannelser, og det er vigtigt at huske, at det er besværligt og smertefuldt for medarbejdere fra forskellige institutioner at gå ind i en fælles proces. Det viser alle erfaringer fra andre fusioner. Det overses tilsyneladende i kritikken, mens rektors og bestyrelsesformandens stil fylder meget. Og guderne skal vide, at de to har gjort det nemt at finde noget at hænge modstanden på.

Det mest problematiske ved konstruktionen er, at det nye universitet kan blive for afsondret fra folkeskolens hverdag og fra lærernes grund- og efteruddannelse. Men det skal ikke skygge for, at der er masser af muligheder og nytænkning i Lars-Henrik Schmidtsidé med et institut for pædagogisk antropologi, hvor man ser de pædagogiske institutioner som kulturer. Det er sikkert også sundt at ruske op i gamle strukturer ved at oprette et institut for pædagogisk sociologi, et institut for pædagogisk filosofi og et for pædagogisk psykologi. Plus et for curriculumforskning, hvor arbejdsfeltet bliver didaktikken og undervisningens indhold. Det er noget bekymrende, at det sidste institut bliver så stort, så de øvrige fire fremtræder som dværge ved siden af. Men det spændend- de er den pædagogiske antropologi. Der er oplagt brug for at forske i sammenhængene i det, der foregår i undervisnings- og læringskulturerne.

Vrøvlet i Mandag Morgen om manglende markedsgrundlag har intet med uddannelsesverdenens behov at gøre, men det kan få problemerne til at vokse - og de politiske modstandere op af hullerne.

-th

Læs side 12 og 14