Teorien om det bornholmske fænomen med hensyn til danskfærdigheder bygger på empiriske data fra den af staten styrede prøve ved folkeskolens afgangsprøve i 1978, samt den af staten finansierede danske deltagelse i den internationale læseundersøgelse. Det var således en innovation, at der blev leveret datamateriale, der var uafhængigt af kommercielle interesser. Det er forskernes fortjeneste, at eleverne blev testet på et tidspunkt, hvor de havde været igennem den basale læseundervisning i 1. og 2. klasse, og det er deres fortjeneste, at resultaterne blev opgivet i fraktiler, der beskrev hele skalaen af elever.

Helen Nielsen forsøger (i Folkeskolen nummer 12) at give kunstigt åndedræt til rim-og-remsepædagogikken ved hjælp af den kommercielle OS 400-test. Afprøvningen af OS 400 i 1977, på et vilkårligt tidspunkt i den basale læseundervisning, viste betydelige regionale forskelle.

De opgivne gennemsnitstal (som jeg vil tage med alle mulige forbehold af flere grunde) viser, at bornholmske børn i 1. og 2. klasse fuldt og helt er afhængige af dansklærerens undervisning. De kan ikke læse rigsdansk, når de ikke har lært det.

De bornholmske børn har ikke haft en jordisk chance for at dechifrere skriftsproget ud fra deres eget talesprog. Som eksempel kan anføres reklamen for den kommercielle OS 120-test: Barnet skal læse ordet 'gø' og præsenteres for en tegning af en kop, en elefant, en kat og en hund, der gør. For den syv- til otteårige bornholmer, der endnu ikke har lært at læse ordet 'gø', er der ingen af de foreslåede tegninger, der passer med noget, der begynder med 'g' i barnets talesprog. Ungerne vil ganske naturligt score få point i en prøve, hvor de testes i noget, de ikke har lært.

Selv om læseundersøgelsen har bragt elendige resultater, er seriøse og lødige informationer nødvendige, når grundskolernes situation i 80'erne skal beskrives og forklares. At de kommercielle test har kunnet benytte skoleelever som forsøgspersoner i 1977 er i sig selv højst mærkværdigt, da retten til at kontrollere udbyttet af danskundervisningen i folkeskolen, dengang som nu, var placeret hos staten.

Rim-og-remsepædagogikken er af blandt andet Jørgen Frost forsøgt dokumenteret i et engelsksproget tidsskrift. Selv om forsøget er bekostet af Rønne, Hasle og Aakirkeby kommuner, har end ikke Pædagogisk Psykologisk Rådgivning i Rønne en dansksproget dokumentation. Den engelsksprogede tekst, der venligst udleveres af Pædagogisk Posykologisk Rådgivning i Rønne, afslører imidlertid, at forsøgsopstillingen manglede validitet allerede ved opstarten, idet det blev postuleret, at Danmark havde et homogent skolesystem. Det var for Jørgen Frost og ligesindede ligegyldigt, at forsøgsgruppen og kontrolgruppen kom fra henholdsvis Bornholm og Jylland. At de to områder havde betydelige regionale forskelle i danskindlæringen blev fortiet.

Ligegyldigheden over for de regionale forskelle betyder, at testresultaterne ikke kan bruges til logiske slutninger om rim-og-remsepædagogikkens eventuelle gavnlige eller skadelige virkninger. Indtil der frembringes dokumentation for andet, er rim-og-remsepædagogikken en alternativ og kommerciel behandlingsmetode uden påviselige resultater.

Jørgen Frost var i 1979 skolekonsulent for læse-staveretarderede på Bornholm. Det er således i modstrid med tilgængelig viden, når han i et engelsksproget tidsskrift forvansker de historiske kendsgerninger om de regionale forskelle i Danmark.

For Dansk Videnscenter for Ordblindhed må det da være opmuntrende, at Bornholm i 70'erne kunne levere en staveundervisning, så hele den tunge ende af svage stavere slet ikke eksisterede. Ligeledes må det være opmuntrende, at dansklærernes undervisning både i begyndelsen af 80'erne og i slutningen af 80'erne havde så gode vilkår, så hele skalaen af elever i 1991 beviste, at dansk er et sprog, der kan læses af børn helt ned i 3. klasse.

Birgitte Borgen Marcussen

lærer og merkonom, Gentofte