Danmarks Lærerforenings kongres i september kan ikke ryste lærernes krav til overenskomstforhandlingerne ud af ærmet på et par dage uden at involvere medlemmerne. Forhåbningen var, at periodeforhandlingerne på baggrund af kommissionsrapporten ville føre til et forslag om arbejdstidsaftale i løbet af foråret, som så kunne lægges ud til urafstemning efter en medlemsdebat i god ro og orden. Dét projekt er de facto løbet ud i sandet. 

Det skyldes flere ting. Det er svært at frigøre sig fra en mistanke om, at KL aldrig har haft hjertet med i denne sag, men afgørende er det, at KL har stillet ultimative krav, som til syvende og sidst er dikteret af forhold, ingen af parterne har magt over (ja, jeg taler igen om de lange skoledage og vil lige pointere, at hvor meget romerne end grinede af Cato, endte det faktisk med, at Karthago blev ødelagt).

Nu er vi endt i en situation, hvor meget tyder på, at periodeforhandlingerne og urafstemningen desangående løber ud i sandet, hvorefter hele arbejdstidsspørgsmålet er kastet tilbage til regulært overenskomstregi. Og så skal kongressen i slutningen af september pludselig opstille kravene til de ordinære overenskomstforhandlinger forud for Overenskomst 21. 

Der kan på disse betingelser umuligt blive tale om nogen dybtgående debat om den meget komplekse situation, der i så fald foreligger – endsige nogen som helst form for demokratisk involvering af medlemmerne. Og dette sker i en situation, hvor lærerne efter alt at dømme står ved en skillevej. Kampen om lov 409 kan næppe sparkes til hjørne for tredje gang. 

Det haster derfor med en plan B. Den kunne for eksempel lyde noget i retning af, at kongressen beslutter at udskyde kravopstillingen til en ekstraordinær kongres afholdt så sent som muligt, hvorved der kan blive tid til via en informationsindsats at præsentere medlemmerne for situationen i al dens uoverskuelighed og inddrage dem i en debat, der skal være bagtæppe for den overenskomstforhandling, som kan blive skæbnesvanger for DLF og for lærerprofessionen.