En kørestol er en velsignelse for den, der ikke kan gå. Men det betyder ikke, at alle gangbesværede uden videre skal anbringes i en kørestol. Mange af dem kan faktisk lære at gå selv. Nogle af dem kun ved en langvarig, målrettet og kostbar indsats, javist, og så måske endda kun til dels. Men selv den dårligst gående er dog betydeligt bedre stillet end den, der er lænket til en kørestol på livstid.

Som med kørestole, således med it-rygsække. For den, der ikke kan læse, er det en velsignelse at få teksten læst op af en maskine. Men næsten alle ordblinde kan faktisk lære at læse selv. Engelske forskere har sammenskrevet resultaterne af 95 undersøgelser om læseundervisning af læsehandicappede børn i rapporten »Struggling Readers«, og de konkluderer, at kvalificeret specialundervisning er den eneste måde at ordne det på. Men det koster ti, tyve, tredive gange mere end en it-rygsæk, der til gengæld lærer disse børn lige så lidt at læse, som en kørestol lærer en gangbesværet at gå.

At henvise en ordblind elev til en it-rygsæk uden nævneværdig specialundervisning svarer til at sætte et gangbesværet barn i kørestol. Det foregår landet over, syltet ind i en pseudoprogressiv salgsretorik, der varmer nu og her; men bagefter bliver det så modbydeligt koldt. Disse børn kommer til at leve et helt liv som it-afhængige analfabeter, svigtet og snydt af skolen, som sparede deres læseoplæring væk. Er vi virkelig blevet så fattige?