»Lærerne er for dårlige«. Sådan lød søndagens hovednyhed i Danmarks Radios morgennyheder den 9. maj. Lærerne aner ikke, hvad de laver, og underviser med bind for øjnene uden at kende virkningen af deres undervisning. Om det er den velkendte journalistiske udlægning af virkeligheden for at få mere gang i gaden, kunne man næsten håbe. Det ville være til at leve med.

Derimod er det nærmest utilstedeligt, hvis det er Løkke-holdets konklusion på et 360-graders-eftersyn af udvalgte skoler. Det er en hån.

Når den professionelle, samvittighedsfulde, begejstrede lærer hver dag gør sit yderste for at opfylde politisk bestemte og tårnhøje faglige mål.

Når den kærlige lærer også hver dag drager beskyttende omsorg for alt for mange sårbare og skrøbelige børn i dagens samfund.

Når læreren fredag er på job i 12 timer og efter arbejdstid dyrker teambuilding i skoven med ledelse og kolleger.

Når teamet i en velforberedt udviklingssamtale med ledelsen fremlægger de gode resultater i en udfordrende klasse og er klar med nye visioner for fremtidens skole.

Når læreren med ildhu deltager i kurser og konferencer ikke for egen vindings skyld, men for at styrke skolens udvikling.

Når læreren lader sig hundse rundt i det nationale testcirkus og alligevel bevarer gejst og glæde.

Det begynder imidlertid at knibe med arbejdsglæden, og i stedet indfinder sig både sorg og harme. Måske skulle eftersynet rykke ud i samfundet. Skolen er ikke en ø.

Singapore eller Skanderborg - der må kræves respekt om gerningen. Vi har verdens vigtigste opgave.