Debat

Læreruddannelse på tv?

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Seminariet - seks timer om ugen, resten per fjernsyn!

Hvordan bliver en god lærer til - ikke ved fjernsyn, ikke ved foredrag, men ved praktisk arbejde - ikke seks timer om ugen, men 36 timer, og først og fremmest ved omgang med eleverne.

På fjernsyn er alle problemer enkle - alt, hvad man måtte finde på, virker fremragende! Der optræder ikke umulige elever og »håbløse« forældre - alt kan klares.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Når undervisningsministeren siger, at der ikke er nogen sammenhæng mellem undervisningstiden med lærer og kvaliteten af undervisningen, er det direkte forkert. Man kan eksempelvis ikke stille spørgsmål til en fjernsynsskærm. Jo, det kan man da sagtens, men svaret må man selv stå for.

Fjernsynsundervisningen og undervisningen ved foredrag - universitetsmodellen - har det til fælles, at alle problemer let kan løses, men uden medvirken af elever og forældre.

Det eneste, som giver en smule fornemmelse af den virkelige verden, er praktik, men der konfronteres man ikke med forældrene.

Så er der egentlig kun en fast vikarperiode tilbage.

Tiden »på græs« var egentlig i sin tid en nødløsning, men den var meget givende! Der mødte man virkeligheden.

Mit hovedargument mod fjernsynsundervisningen og universitetsmodellen er, at begge former er meget, meget langt fra virkeligheden ude i skolerne. Skal man rette op på det, så er det nok nødvendigt at genindføre en sammenhængende praktikperiode på tre-fire måneder og undervisning med lærer i alle timer, så det er muligt at diskutere alt og spørge om alt hele tiden.

Vil man absolut have universitetsuddannelse af lærerne af hensyn til prestigen, jamen så omdøb dog seminarierne til pædagogiske universiteter og lad dem producere cand.pæd. eller cand.inter. og lad dem udnævne dr.pæd. og dr.inf.