Der er ikke mange overraskende krav i hovedstyrelsens oplæg til de næste overenskomstforhandlinger.

Kravet om at fastholde/forbedre reallønnen er vigtigt.

Men selv om både skolen og lærerne er pressede, så er det temmelig forudsigelige og afdæmpede krav, der diskes op med.

Det kan skyldes den økonomiske situation og de netop vedtagne meget billige overenskomster på det private arbejdsmarked.

På den baggrund er det måske ikke så tosset at støtte ideen om at forlænge den nuværende overenskomst et år.

Det er jo heller ikke overenskomstens løn- og pensionsforhold, som skaber de store problemer for lærerne.

Det er dagligdagen. Alt for mange kollegaer har et presset arbejdsmiljø med »rummelighed« som et kommunalt spareprojekt, stigende klassekvotienter og stigende faglige krav, samtidig med at politikerne skærer på elevernes undervisningstimer. Endeløse krav om dokumentation, test og eftersyn - fulgt op af fortsat politisk mistillid til skolen og lærerne.

Som lærere, der har valgt at gå ind i et parti, ved vi godt, at det først og fremmest er en politisk kamp at stoppe nedskæringsfilosofien og markedsgørelsen af skolen.

Men vi kunne godt tænke os, at fagforeningen stillede krav, som har større betydning for lærernes dagligdag. Her er arbejdstidsaftalen vigtig.

Alt for mange kredse og lærere presses til at acceptere for dårlige vilkår. Det kan ikke fortsætte med, at lærernes grundlæggende arbejdsvilkår skal være til jævnlig forhandling i økonomisk trængte kommuner. Vi må have en aftale, som sikrer alle lærere ensartede, ordentlige vilkår i forhold til undervisningsopgaven, skolens kerneopgave. På denne måde kunne man måske bekæmpe stigningen i stress og nedslidning.

Hvis Overenskomst 11 ender med, at overenskomsten forlænges et år, og vi så til gengæld får et klart offensivt arbejdstidskrav på bordet i 2012, så ville det måske ikke være så dårligt.