Debat
Enten-eller, Nedergaard
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Kære Tina Nedergaard!
I Folkeskolen nummer 12 skriver du: »Den enkelte lærer har i forbindelse med planlægning af de enkelte undervisningsforløb mulighed for at vælge de trinmål ud, som der skal være fokus på. Hvis det er tilfældet, er der altså ikke tale om, at man som lærer løbende evaluerer hver enkelt elev i forhold til samtlige af fagets trinmål«. Din argumentation holder ikke.
Kravet om løbende evaluering står i folkeskolelovens paragraf 13, stykke 2: Som »led i undervisningen skal der løbende foretages evaluering af elevernes udbytte ... set i forhold til trin- og slutmål«.
Loven taler om trin- og slutmål generelt, hvilket vil sige alle, ikke udvalgte trin- og slutmål.
I det enkelte undervisningsforløb gælder det naturligvis udvalgte trinmål, men for undervisningen under ét - set over et skoleår - skal evalueringen omfatte alle trinmål.
Lovkravet om løbende evaluering af alle trinmål blev eksplicit udtrykt i 2006-bekendtgørelsen. At det ikke er videreført i 2009-bekendtgørelsen, betyder ikke, at det er opgivet. Det ligger stadigvæk implicit i loven.
Det er derfor i modstrid med loven og bekendtgørelsen, når du skriver, at der ikke er »tale om, at man som lærer løbende evaluerer hver enkelt elev i forhold til samtlige af fagets trinmål«.
Det er lige præcis det, man gør - eller skal.
Der er bare ingen, der gør det, for det er en umulig opgave.
Ingen lærer kan løbende evaluere sin undervisning i forhold til 2.000-3.000 trinmål og huske mindst det samme antal evalueringsresultater, den dag elevplanerne skal skrives.
Det har du selv erkendt her i Folkeskolen.
»Jeg tror derfor stadigvæk på, at den enkelte lærer . er i stand til at vælge de trinmål/områder ud, som der skal være fokus på i elevplanen, uden at det bliver til den voldsomme arbejdsopgave, som du skitserer«, fortsætter du. Din argumentation holder ikke.
Forudsætningen for at vælge de trinmål ud, der skal være fokus på i elevplanen, er, at læreren har evalueret sin undervisning i henhold til alle trinmål og kan huske de mange tusind resultater. Ellers sker udvælgelsen delvist i blinde.
Det afgørende er ikke, hvad du som minister »tror«, men hvad loven og bekendtgørelsen siger.
Enten har jeg ret. I så fald har du allerede indrømmet, at den løbende evaluering er en umulig opgave. Det bør du tage konsekvensen af ved at lave bekendtgørelsen om.
Eller også har du ret. I så fald eksisterer kravet om løbende evaluering af alle elever i alle fag i alle trinmål ikke mere.
Et klarere enten-eller findes ikke. Jeg vil gerne have et klart svar.