I Folkeskolen nummer 12 går Rasmus og Mette Welling, lærere i Fredericia, i rette med undertegnede: ». Vi mener ikke, at du kan slutte, at børn med særlige kompetencer ikke kan have alvorlige vanskeligheder (.)«. Den slutning har jeg aldrig draget, og den ligger mig meget fjernt. Højt begavede børn kan have belastede hjem, dårlige forældre, sociale eller emotionelle forstyrrelser som alle andre børn. De kan også slå skæve, komme galt af sted eller blive mobbet, og i sådanne situationer har de naturligvis præcis samme krav på hjælp som alle andre børn.

Men jeg har efter 30 år som lærer endnu til gode at møde en elev, for hvem høj begavelse i sig selv var et problem. Høj begavelse er entydigt en styrke. Den kan såvel som alle andre særlige talenter udløse uhensigtsmæssige reaktioner hos andre, for eksempel jalousi eller urimeligt forventningspres. Ole Kyed vurderer, at cirka 20 procent af eleverne fra denne gruppe har vanskeligheder, og der er utvivlsomt en risiko for, at de bliver overset, netop fordi de er så stærke. At gøre opmærksom på det finder jeg helt legitimt. Men i den anden ende har vi gruppen af svagt begavede, og her er det tilsvarende tal 100 procent. Rigtig mange af dem får allerede i dag ikke den hjælp, de har så hårdt brug for, fordi pengene ikke rækker.

Hertil kommer, at de højt begavede elever ikke kan undværes i klasserne. En skole, der systematisk marginaliserer sine kloge hoveder, har ingen fremtid. Derfor er statsministerens forslag om at bruge specialundervisningsresurser på elever med særlige kompetencer, »for at de skal blive endnu bedre«, groft uansvarligt, perspektivløst ølstuepræk.