Debat
Behov for en uddannelsesrevolution
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Steen Hildebrandt efterlyser i sin kommentar »Den store undervisningsmaskine« i Folkeskolen nummer 12 politiske visioner for fremtidens folkeskole frem for politisk styring af detaljer helt ned til madpakkens nationalitet. Men madpakken er vigtig - hvis den vel at mærke bliver sat ind i den store sammenhæng. Lad mig give Socialdemokraternes bud på fremtidens folkeskole i pixi-format.
Der er brug for en uddannelsesrevolution af to grunde: For det første risikerer vores børn at få mindre uddannelse end deres forældre. Uddannelsesmobiliteten er gået i stå. For det andet er der brug for nye kompetencemål i vidensamfundet. Der er behov for at forny lighedsmålsætningen med lige muligheder gennem uddannelse. Vi ønsker en skole, der skaber elever, som har lyst til at lære endnu mere - resten af livet. Og vi ønsker at udnytte det uudnyttede potentiale hos alle. Med særligt fokus på de 15 procent, der bliver hægtet af allerede i folkeskolen.
Revolutionen starter med at hæve uddannelsespligten til 13 års obligatorisk uddannelse til alle. Bestående af grundskole og mindst tre års forskellige veje til en erhvervs- eller studiekompetence.
For det andet er der brug for en længere skoledag. Ind med helhedsskolen og tæt samarbejde mellem skolen og fritidsordningen. Så der bliver tid til fagene, lektiecafe, mindst en times motion hver dag, et sundt måltid mad (»madpakken« er vigtig for læringen) og samarbejde med fritidslivet om forskellige linjer i løbet af skoledagen. Som det kendes med succes fra efterskolerne.
For det tredje skal det praktiske og kreative tænkes ind fra dag ét i folkeskolen. Ikke kun som enkeltstående fag, men som en understrøm integreret i alle fagene. Brug de gode erfaringer fra erhvervsskolernes vekseluddannelse mellem praktik og teori.