Bertel Haarder føler sig stødt, når jeg skriver, at han udviser foragt for lærerne, og at beslutningen om elevplaner er vedtaget på en amatøragtig måde, fortalte han i sidste uge.

Det havde været mere interessant at få modargumenter for mine påstande end at få beslutninger, der udviser foragt for lærernes professionalisme, retfærdiggjort med at der er tale om en demokratisk beslutning. Som om en flertalsbeslutning altid er udtryk for demokrati!

Der er Hal Kochs demokrati, hvor vi lytter til hinanden i gensidig respekt og træffer beslutninger i denne ånd, og så er der flertalsdiktaturet, i folkemunde kaldet »demokratur«.

Haarder skriver, at han vil lytte til erfaringer med elevplaner, og det er bestemt godt og positivt, hvis det kommer til at gøre en forskel. Men det havde været helt skønt, hvis der havde været en dialog på forhånd om, hvordan den løbende evaluering kunne udføres på en både pædagogisk fornuftig og ubureaukratisk samt måske endda udgiftsneutral måde.

Ministerens udtrykte foragt ligger blandt andet i påstanden om, at der ikke er brug for tid, i ugyldiggørelsen af vores erfaringer og argumenter og i det helt uhyrlige, der ligger i at komme med en bekendtgørelse, der uden videre overtrumfer en arbejdstidsaftale mellem KL og DLF.

Det er ikke godt nok, Bertel Haarder.

Det er ganske udemokratisk, og jeg ville skamme mig ved at lære eleverne den slags undertrykkende demokrati.