Folkeskolens leder:

Lærerig strejke

Underrubrik

Offentliggjort Sidst opdateret

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

SEJR. Der var ingen ende på forsikringerne fra regeringen før kommunalreformen. De ansatte, der skulle skifte fra amterne til staten, ville selvfølgelig ikke få ringere løn- og arbejdsvilkår. Sagde man. Men forløbet omkring social- og sundhedsskolerne og voksenuddannelsescentrene viser, at forsikringerne intet var værd. Selv om de ansattes organisationer hele vejen fulgte reglerne til punkt og prikke, brugte Finansministeriet alle tænkelige og utænkelige kneb for at undgå det, som regeringen havde lovet. Og da lærernes forhandlere - igen 100 procent regelret og lovligt - ikke så anden udvej end at erklære blokade, demonstrerede ministeriets folk en kreativitet på obstruktionsområdet, så det lykkedes dem at få blokaden syltet i tre måneder i Arbejdsretten.

Sammen med de øvrige organisationer har Lærernes Centralorganisation hele tiden presset på for at komme tilbage på forhandlingssporet, men ministeren ville konflikten; sosu- og VUC-lærerne skulle ned med nakken.

Sådan gik det ikke. Efter 14 dages strejke måtte finansministeren i fredags strække våben og acceptere, at løn- og arbejdstidsvilkår fortsætter uændret frem til næste års overenskomstforhandlinger. Præcis som regeringen havde lovet.

Ét resultat af den meningsløse konflikt er, at eleverne har mistet værdifuld undervisningstid. Men et andet resultat er, at forløbet har afsløret, at finansministeren har til hensigt at knække arbejdstagerne og diktere dem ringere vilkår. De første, der skulle rammes, var sosu- og VUC-lærerne, til næste år er det så de øvrige offentligt ansattes tur. Men konflikten har også demonstreret sammenhold; lærerne og deres organisationer har vist, at de både vil og kan kæmpe.

-th