Skønlitteratur
Sammy Keyes og skeletmanden
Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Af Wendelin Van Draanen
183 sider, 198 kroner
CDR Forlag
En fin historie og et godt plot. Både slutning og gerningsmandens identitet overrasker, som sådan noget skal i en god krimi.
Hovedpersonen Sammy bliver på Halloweenaften indblandet i en mystisk historie. En eneboer bliver slået ned og udsat for røveri, uden der bliver røvet noget rigtigt værdifuldt. Det sætter gang i Sammy og mysteriet.
Men mysteriet fylder langtfra hele bogen. Sammy er en sympatisk teenagepige, der også har et andet liv. I det har hun blandt andet problemer med, at en anden pige mobber hende. Det problem løses også - temmelig kreativt og underholdende.
Hvis Kinsey Milhone - Sue Craftons kvindelige opdager - skulle have valgt en partner, ville det være Sammy, står der på omslaget. Og rigtigt er det, at både Sammy som detektiv og stemningen i bogen minder om Kinsey Milhone og hendes univers.
Et godt bud på en krimi for børn og unge i alderen 10-14 år.
'Sammy Keyes og skeletmanden' er anden bog i en serie.
Solveig Andersen