Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
I Folkeskolen nummer 12 spørger Tina Lindop, om jeg ved, hvad der sker i undervisningsverdenen.
Jeg synes, det er dejligt, at de nye lærerstuderende, som snart er færdiguddannede, har en ildhu og et engagement, som helt sikkert vil komme børnene til gode.
Jeg er også glad for, at de lærerstuderende tager opgaven alvorligt og selvfølgelig forpligter sig til at undervise efter de forskrifter, der står i folkeskoleloven.
Men så stopper min forståelse også, for selvfølgelig skal elever og lærere møde hinanden i gensidig respekt og forståelse, men man skal aldrig nogen sinde glemme, at det er en dansk folkeskole, der bliver undervist i, hvor begrebsverdenen og referencerammen er det danske sprog, den danske kultur og de danske rødder.
Ganske vist har hverdagen fået tilført et ekstra krydderi af personer fra andre lande, men det er ikke ensbetydende med, at tingene skal foregå på deres præmisser, ej heller at man skal globalisere og internationalisere den danske folkeskole.
Tværtimod er det vigtigt, at vi fastholder, at referencerammen er til det danske og den danske kultur.
Louise Frevert
uddannelsesordfører for Dansk Folkeparti