Niels Christian Sauer, at det ikke er muligt at få arbejdsgiverne til at levere bare ét godt argument for mere Ny Løn. De forholder sig tavse. Vi kan så selv filosofere over deres motiver:

Mon ikke Ny Løn væsentligst ses som en kraftig løftestang for skolen, et middel til fremme af arbejdsomhed, initiativ, vilje til at gøre en ekstra indsats?

Hvis det er tilfældet, er der grund til at spørge:

- Er det sådan, at alle meget højt lønnede altid yder en fremragende indsats, mens de, der befinder sig i den anden ende af spektret, altid yder en meget ringe indsats, og lærere, der befinder sig et sted derimellem, i det store og hele leverer en indsats på det jævne?

- Er det sådan, at der går lærere rundt, som i virkeligheden holder igen på deres initiativrigdom, arbejdsomhed, villighed til at prøve nye baner, mens de blot venter på et tilbud om en ekstra pose penge?

- Er det sådan, at der omvendt går mange lærere rundt, som slæber sig gennem dagen med et minimum af indsats, og for hvem den eneste inspirationskilde til et engageret virke ville være, at kollegaen fik en ekstra lønsum?

- Er det sådan, at mennesker først og fremmest yder deres bedste, når de modtager kontant betaling i stadig konkurrence med kolleger?

- Er det sådan, at mennesker fungerer arbejdsmæssigt bedst sammen, når de befinder sig i en situation, hvor brødet på bordet for den enkelte afhænger af, om hun formår at vise arbejdsgiveren, at hun er mere værd end kollegaen?

Hvis det er sådan, man tænker, bunder det, så vidt jeg kan se, i et helt bestemt menneskesyn. En opfattelse af mennesket som værende i sin natur lidt lad og initiativløs, uden lyst til udvikling af livsvilkårene, med en iboende opfattelse af, at det kun er umagen værd at bevæge sig ud over det jævne, hvis indsatsen har en umiddelbar kontant fordel for én selv. Et blik på historien om det menneskelige arbejde og et blik rundt i nutiden på alle de mennesker, der trods manglende høj betaling eller ekstra lønposer alligevel har gjort og gør et stort dagligt arbejde for at forbedre den menneskelige tilværelse, mere end antyder, at der er noget galt med ovenstående menneskesyn.

Det ville være rart, om alverdens arbejdsgivere kunne komme til en erkendelse af, at vi som mennesker qua vores natur er sådan indrettet, at vi slet ikke kan lade være med at udvikle og forbedre indhold og metoder overalt, hvor vi er virksomme.

Hvis man som arbejdsgiver gerne vil udvikle et arbejdsområde, er den allerførste forudsætning, at man giver de ansatte meget stor indflydelse på dette område. Man skal erkende, at udvikling er et resultat af mange menneskers fælles indsats, hvorfor det er vigtigt at fremme et solidarisk arbejdsklima, hvor erfaringsudveksling, fælles målfastsættelse, gensidig hjælpsomhed og initiativrigdom kan blomstre og trives.

Pia Borking

København