Forestil dig følgende hverdagssituation: Skolens unge, kvindelige lærer dumper træt ned i lærerværelsets sofa klokken 14.50 fredag eftermiddag. Hun bladrer i Folkeskolen nummer 9, og hendes øjne falder på en artikel om unge, mandlige lærere i folkeskolen eller rettere manglen på samme. Mellem linierne står det at læse, at katastrofen lurer forude. Hvis ikke vi passer meget på, forlader alle de unge, mandlige lærere snart skolen for at sælge legetøj, producere skolebøger eller søge andre lignende udfordringer langt fra den kvindedominerede snakkeverden. En verden, som ikke honorerer de mandlige læreres krav til jobbet. De vil nemlig:

- have flere personlige udfordringer

- have bedre mulighed for efteruddannelse og karriere

- have mere i løn

- værdsættes for det, de kan, og det arbejde, de gør

- have mindre snak og mere handling

- ikke undervise de små elever.

- have specialsyede stillinger med få konfrontationstimer og mange specialfunktioner.

Var det før en halvsøvnig, kvindelig og ung lærer, der hang i sofaen, er det nu en lysvågen.

Hvad er denne artikels skjulte dagsorden? Er det ikke særdeles nærliggende at tolke budskabet sådan, at: Mandlige lærere, dem skal vi have på skolerne, ingen tvivl om det, og da der nu er så få, der overhovedet søger på seminariet, så må vi værne om dem fra starten og sikre os, at de har rigelig tid til at dyrke deres tidskrævende hobby eller idrætskarriere ved siden af studiet. Når de så er færdige og skal ansættes på en skole, skal de tiltrækkes med arbejdsbetingelser, der lever op til de krav, de som mænd(!) stiller, og som er udtrykt ovenfor. Her er det, den unge, kvindelige lærer i sofaen på lærerværelset banker i bordet af frustration. At der i modsætning til mændene er mange unge og kvindelige lærere og lærerstuderende, betyder det da, at dem behøver vi ikke bekymre os om? Hvis en enkelt eller to skulle finde på at forlade skolejobbet, fordi det ikke lever op til hendes krav til et job (og det er vel stort set de samme krav som dem, der er formuleret ovenfor!), nå ja, så må man jo tage det med. De unge, kvindelige lærere skal måske pænt tage alle 1.-klasserne og skrab-sammen-skemaerne med 26 konfrontationstimer i syv forskellige klasser og så i øvrigt gøre plads, så de få, men unge og mandlige lærere kan udfolde sig som skolevejledere, edb-konsulenter, legeonkler og skolebibliotekarer, af frygt for, at de måske forlader skolen og efterlader den en mandlig lærer mindre.

Som ung, som kvinde og som lærer er det harmdirrende læsning. Det er ikke de unge mænd, folkeskolen skal passe på og værne om, det er de unge og dygtige lærere - mænd som kvinder. Det er dem, der skal føre folkeskolen videre og forny den, hvad den rettelig trænger til.

Charlotte Madsen

Mette Line Bo Poulsen

Frederiksberg