Unge mandlige lærere gider tilsyneladende (Folkeskolen nummer 9) ikke at være lærere, fordi de ikke belønnes godt nok, når de har gjort en særlig indsats, siges det.

Der er for meget snak og for lidt handling i skolen, mener en anden.

Det ligger i tiden, man vil gerne anerkendes og have ros.

Samtidig belyser artiklen, at en del mandlige lærerkandidater er sportsfolk og musikere med bristede ambitioner. Kan man ikke blive det, man drømmer om, så kan man vel altid blive lærer, synes devisen at lyde. En seminarielærer i musik beretter, at det skaber en problematisk holdning til dette at lære nyt inden for seminariets vægge. Særligt mandlige studerende føler nok, at de kan det meste i forvejen, hvorimod det der med didaktik og metode ikke er særligt spændende.

Det er jo ingen nyhed, at der er flere kvindelige lærere i skolen end mandlige, og at det i højere grad er mænd, der dropper ud mod større udfordringer (læs: højere løn).

Jeg er dog ikke sikker på, at der er mange job, der overgår lærerjobbet i graden af udfordring.

Til gengæld tror jeg, at de nyuddannede (mandlige) lærere, der er trætte af snakkekultur og samtidig er fyldt med tværfaglige ambitioner om teamsamarbejde og projektarbejde fra seminariet, burde stoppe op et øjeblik og se sig selv i spejlet.

For at kunne realisere teamsamarbejde, tværfaglig tilrettelæggelse af undervisning, skemaløs skole med mere kræves der flere møder og mere dialog mellem kollegerne på kryds og tværs og altså endnu mere 'snakkekultur'. Derudover må man besidde et stort fagligt overblik, ikke kun inden for ens egne liniefag.

Teamsamarbejde og projekter kræver sin mandlige lærer, og der er masser af udfordringer gemt i den såkaldte implementering af F2000.

Men den hjælpsomhed og solidaritet, man som ny lærer kan hente på de fleste lærerværelser i dette land, er i virkeligheden baseret på snakkekultur og uformel dialog i og uden for frikvartererne. Men det er en kultur, som er truet af begreber som 'ny løn' og økonomisk karrieretænkning. Kvalifikationsløn vil med sikkerhed skabe dårligere samarbejdsklima på lærerværelserne.

At man er ansat på nogenlunde lige vilkår, er en forudsætning for, at lærere kan arbejde tæt sammen.

Personligt tror jeg, at skolen har bedst af at lade den tidligt frustrerede mandlige underviser fare til fordel for de kvindelige (eller andre interesserede!), der orker at slås med problemerne - sammen.

Indrømmet, det er ikke blevet nemmere at begynde som folkeskolelærer i dag.

Folkeskolens omdømme gavnes på den anden side ikke af, at en gruppe lærere kommer forbi med bristede ambitioner andetsteds fra - taler om individuel løn og har store armbevægelser, for så i sidste ende at sige farvel og tak.

Hvis de nyuddannede mandlige lærere i virkeligheden er nogle små individualister, der vil have ekspertfunktioner, der ikke orker kævl og dialog til en løn helt nede på et niveau med andre kolleger - så lad os få flere af de ansvarlige, engagerede og solidariske kvindelige lærere! Rekrutteringen til lærerjobbene kræver måske i virkeligheden, at man kigger på andre erhvervsgrupper for at få dækket den omsiggribende lærermangel.

Hvis de unge mænd er på jagt efter hurtigt (og let) tjente penge, så er de i hvert fald havnet i den forkerte branche.

Og så i øvrigt tusind tak til Arne Skyggebjerg (Folkeskolen nummer 10) og Jeppe Bundsgård (Folkeskolen nummer 7) for nogle gode artikler om Internettets brug (og misbrug) i skolen!

Uffe Esben Pedersen

København