Niels Christian Sauer (Folkeskolen nummer 11) har med rette navngivet et fænomen. Der er etableret en kløft mellem katederunddragerne på den ene side og de professionelle lærere på den anden side. Hvis unddragerne selv ville stå frem og finde en passende betegnelse, ville det være i orden, men fænomenet findes og har eksisteret i adskillige år.

Kløften kan direkte aflæses i afstemningsresultaterne ved overenskomstforhandlingerne, men kan også ses i de initiativer, der er foretaget i kølvandet på folkeskoleloven af 1993.

Lovteksten med bemærkninger var blot en ajourføring og en legalisering af allerede eksisterende grundskolepædagogik, det eneste nye var projektprøven, der blev formaliseret. Alt andet var allerede eksperimentelt afprøvet og var beskrevet i de tidsskrifter, der befattede sig med pædagogik, der var i samklang med brugerne.

Men ikke så snart var loven vedtaget, før det forlød, at det slet ikke var en lovtekst i ramme alvor, det var tværtimod således, at loven ikke foreløbig skulle være gældende, og at lærerprofessionen først skulle 'udvikles'. Ergo blev der hyret en hærskare af katederunddragere, der skulle 'udvikle' de foragtede. Professionelle lærere måtte lide den tort, at de skulle høre på helt irrelevante personer med ekspertise inden for retarderede børn og med problemstillinger, der ikke havde været aktuelle siden tresserne.

Rygterne siger, at toastmasterne tjener 20.000 kroner for nogle timer, hvor de professionelle lærere er udkommanderet som pligttilhørere med obligatorisk deltagelse i selskabslege og gruppeøvelser. Når lærere opfattes som retarderede børn, er despekten for lærerprofessionen til at føle på. Provokationen er hverken morsom eller genial, den er ganske enkelt afstumpet.

Det kræver ikke den helt store økonomiindsigt at regne ud, at udgifterne til folkeskolen kommer til at se astronomiske ud, når udgifterne til 'skoleudviklerne' bliver bogført som en folkeskoleudgift. Det kræver heller ikke det helt store tidsregnskab at regne ud, at undervisningen af folkeskolens elever forringes, når de professionelle lærere forhindres i at forberede sig til den daglige undervisning, fordi der er mødepligt til møder uden indhold.

Kløften er en realitet og udvides, hver gang der afsættes penge til udvikling af foragt for lærerprofessionen. Der foregår en magtkamp om, hvad der er øregas, og hvad der er værdifuldt. I 1999 kæmpedes om hovedstyrelsesposterne, og i 2000 kæmpes om de demokratiske poster som kongresdelegerede. Strategien fungerer: støt og roligt indvælges de, der har fingeren på tidens puls.

Birgitte Borgen Marcussen

Gentofte