Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Jeg skriver til dig, kære fagblad, og ikke til redaktøren, for jeg ved ikke, hvem der redigerer 'Spot'.
Jeg skriver i anledning af den nedladende måde, 'Spot'-siderne har behandlet 'Folkeskolens Genmæle', hvis stiftende generalforsamling ironiserende blev omtalt som 'den store begivenhed'. Morten Mays oplysninger om foreningens formål refereres med en latterliggørende tilføjelse om, at 'mere af den skuffe' kan fås hos formanden.
Det skal lige bemærkes, at både Information og andre aviser samt radioens program 1 har fundet fænomenet værd at tage alvorligt. De udtalelser, der er kommet fra formandens side, fortjener da også en ordentlig behandling, men vores eget blad foretrækker at ironisere over, at en gruppe lærere har følt sig så pressede af tidsånden, at de vil tage til genmæle for at genindføre metodefriheden og en undervisningspraksis, der tager kulturformidlingen alvorligt.
Det var ulige mere interessant, om Folkeskolen tog problematikken alvorligt og tog debattørerne til indtægt for en fagligt bevidst og aktiv medlemskreds.
Jeg synes, det er pinagtigt, at mit eget fagblad behandler medlemmerne så nedladende. Er der mon tale om berøringsangst? Er nogen bange for, at 'Genmælet' skal gå DLF i bedene? Tag hellere 'Genmælet' i hånden og sig tak for initiativet, der kun er vendt mod demagogi, uvidenhed og 'mere af den skuffe'. Når der ikke er græs på marken, vælger nogle dyr apatisk at lægge sig ned, andre brøler for at gøre opmærksom på græsmanglen. Én bonde glæder sig over de rolige dyr og ignorerer brølene, en anden lytter, forstår og handler.
Jeg håber faktisk, at jeg tager fejl af bladets intentioner, og repeterer lige Morten Mays telefonnummer: 5931 6216.
Stine Preston
Vejle
Svar
Ja, ordene 'mere af den skuffe' var pinlige, jeg ringede omgående til Morten May for at undskylde formuleringen, da jeg havde set bladet.
Jeg har i øvrigt også bedt ham skrive en kommentar til Folkeskolen, så læserne selv kan se, hvad den nye forening står for. Om vi senere skal beskæftige os redaktionelt med foreningen, afhænger af de aktiviteter, som den måtte sætte i gang.
Thorkild Thejsen
redaktør