Kaj Varming, Danmarks Lærerforenings tidligere næstformand, døde i sidste uge knap 72 år.

I Fredericia husker man stadig, hvordan Kaj Varming i 60'erne 'satte sig på alt i kredsen', og i Lærerforeningen centralt huskes han for sin engagerede indsats for barnet. Han var fagforeningsmand, javel. Men først og fremmest menneske og lærer.

Som foreningens repræsentant i Undervisningsministeriets læseplansudvalg mødte han op med dukken Lone, som han anbragte på bordet, så alle kunne se hende.

- Hun skal minde os om, at det her handler om børn, forklarede han. Og det var så det, det hele handlede om for Kaj Varming. Det vigtigste var ikke faget eller lærernes bekvemmelighed, det vigtigste var børnenes liv.

Sådan var det i læseplansudvalget og i Det Centrale Uddannelsesråd og alle andre steder. Når Jørgens Jensen sendte sin næstformand, vidste han, at det var børnenes og pædagogikkens ambassadør, der mødte op, og det gav respekt langt uden for foreningens rækker. Så da Kaj Varming holdt op i 1976 efter otte år i hovedstyrelsen, var det ikke nogen overraskelse, at han blev udpeget som formand for Sektorrådet for de Fortsatte Skoleuddannelser.

'Der var noget livsbekræftende og vækstfremmende over hans arbejde i hovedstyrelsen', skrev Folkeskolens redaktør, Albert Johansen, om Kaj Varming, da han sluttede foreningsarbejdet. Folkeskolen og foreningen har meget at takke Kaj Varming for.

Og Kaj Varming var bestemt ikke færdig, da han sluttede som lærer. Han engagerede sig voldsomt i fredsarbejdet, og læserbreve fra hans skrivemaskine blev ved med at dukke op i aviser og i Folkeskolen.

Cykel- og gåture kombineret med torsdagens gymnastik i Hybyhus holdt kroppen frisk og hjerteflimmeren i ave. Og glæden ved børn og børnebørn holdt sjælen ung og glad.

-th