Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
En repræsentant for Ballerup Lærerforening bad Martin Rømer om synliggørelse, og han svarer i Folkeskolen nummer 11, at han især fungerer på de indre linier med nyhedsbreve og deltager i den almindelige uddannelse af tillidsfolk på kreds- og amtsplan. Og Bruxelles-kontoret kommer måske på Internettet til sommer.
Det får 60.000 lærere altså ud af at drive kontor til måske to millioner kroner om året, eller hvad er de samlede driftsudgifter for at holde vor mand i Bruxelles?
Sådan som jeg læser Rømers svar, ser det ud, som om han fungerer i et kniv og gaffel-diplomati, og her i det jyske går et ondsindet rygte om, at der også er tid til et privat konsulentfirma?
Når mine kontingentkroner anvendes i Bruxelles, går jeg ud fra, at de bruges på at grave i Kommissionens uddannelsesplanlægning for EU-landene, men med Martin Rømers tilhængerprofil for et udvidet EU-samarbejde må den EU-kritiske lærer nok indstille sig på ikke at få artikler i Folkeskolen, hvor vores repræsentant gør rede for, hvad der i samarbejde med andre gøres for at forhindre, at EU-Kommissionen kommer igennem med planer, der griber ind på det nationale uddannelsesområde. For at danske lærere skal kunne forholde sig til kommissionsbestræbelser, må vi forlange, at vores lobbyist meddeler sine iagttagelser og skriver artikler i Folkeskolen.
Det, der savnes, er altså en ædruelig beretning om, hvilke aktiviteter vor mand i Bruxelles har deltaget i - og hvilke resultater der er opnået? Også for at jeg stadig skal synes, at det er en god idé at have en mand dér, hvor lobbyistvirksomhed er så indgroet et fænomen, at man snyder interessegruppen ved ikke at være til stede. Men prøv nu at være til stede på en synlig måde - også i Folkeskolen. Vi vil nemlig ikke snydes.
Torben Thomsen
Aars
Svar
Danmarks Lærerforenings repræsentant i Bruxelles er ansat i foreningens sekretariat og arbejder efter de retningslinier, som ledelsen i foreningen har angivet. Foreningens repræsentant tager ikke stilling til en udvidelse af EU-samarbejdet eller det modsatte, heller ikke i forbindelse med den forestående Amsterdam-traktat. Der er tidligere i Folkeskolen redegjort for foreningens arbejde for at sikre, at uddannelsesspørgsmål i EU-regi fastholdes inden for den nationale kompetence, ligesom der er orienteret om, hvorledes foreningen har arbejdet blandt andet i forhold til Europa-Kommissionens hvidbog om uddannelse og erhvervsuddannelse.
Kurt Buch Jensen
vicesekretariatschef
Danmarks Lærerforening