At være lærer i 90'ernes skole er en særdeles blandet fornøjelse.

Først fik vi en ny styrelseslov, som fratog os al indflydelse på skolens ledelse og reducerede os til et rådgivende organ uden kompetence.

Dernæst en stupid arbejdstidsreform, som udsprang af arbejdsgiverens mistillid til, at vi leverede det arbejde, vi fik penge for. Det har godt nok vist sig, at vi lavede langt mere - men denne bureaukratiske spændetrøje er dræbende for kreativitet og arbejdsglæde.

Senest har vi så fået en 'gylden' folkeskolelov med et totalt urealistisk ambitionsniveau både pædagogisk og økonomisk.

Læg dertil de rammer, vi har: Svampebefængte og nedslidte skolebygninger - inventaret i laser, særdeles trange lokaleforhold og et budget, som dårligt nok muliggør det allernødvendigste.

Der er en himmelråbende og ufattelig forskel på den virkelighed, vi arbejder i, og så den skole, som folkene bag folkeskoleloven forestiller sig, vi skal skabe af ingenting!

Men i vor arbejdsgivers øjne - og i mediernes - er vi bare en flok forkælede 68'ere, og næsten dagligt må vi finde os i, i aviser og tv, at blive kendt skyldige i adskillige af dette lands problemer.

Og så måske det hårdeste: Dagligt kæmper vi kampen i klasseværelset - kampen for at engagere og motivere eleverne til at samarbejde om en undervisning, som de føler er et forstyrrende afbræk i det McDonald's- og Coca Cola-liv, som tilbydes uden for skolen. Elever, som bliver bakket op hjemmefra i, at læreren er dum, når han stiller krav, og som bliver friholdt fra alt ansvar, når de bare kan sige, at læreren er kedelig. Kedelig er det store sesam. Alle voksne skælver ved ordet (hvad nu med seertallet!). Kedeligt er alt det, der kræver fordybelse og øvelse, eller som man ikke kan zappe væk fra - alt det, der ikke er på højde med Casper Christensens tæskehold i underholdningsværdi.

Nu er det, jeg gerne vil pege på to vigtige begreber: ligeværd - solidaritet. De har nemlig været fundamentet for det faglige arbejde på min arbejdsplads i de 28 år, jeg har været der.

Der er grunden til, at jegpå trods af ovenstående forhold stadig kan holde afmit arbejde og finde kræfter til at levere et godt stykke arbejde.

Men disse værdifulde begreber er nu særdeles truede. DLF har nemlig lukket den berømte ræv ind i hønsegården ved at acceptere rammeaftalen om nye lønformer. Jeg kan godt gennemskue, hvad det vil udvikle sig til trods foreningens forsikringer om, at vi selv bestemmer udviklingen (det skulle i så fald være noget helt nyt), et hundeslagsmål indbyrdes om funktioner, kvalifikationer og resultater.

Det ønsker vi ikke! Stem nej til overenskomsten.

Lykke Strømmen

lærer ved Rugvænget Skole Ballerup