Bemærk
Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.
Hvis overenskomstresultatet er så godt, hvorfor behøver det så så megen sminke?
Eksempelvis reklamerer man med, at resultatet giver 4,25 procent.
Er det ikke sandt, at de 4,25 procent er KTO's (Kommunale Tjenestemænd og Overenskomstansatte) resultat, men at jeg som DLF'er kun får 3,85 procent?
Bent Poulsen
Sønderborg og Omegns
Lærerkreds
Svar:
Jeg mener heller ikke, at dette overenskomstresultat behøver at sminkes og har ikke forsøgt at gøre resultatet bedre, end det er.
I lighed med alle andre overenskomster er der forskel på rammens størrelse (4,25 procent) og den konkrete virkning på enkelte organisationer og organisationers enkeltmedlemmer. Denne gang er det eksempelvis sådan, at er man lavtlønnet, får man mere ud af forhøjelsen af de nederste løntrin, kun kvinder, der barsler, får noget ud af barselsreglen og så videre. Principielt er dette et udtryk for den solidariske forpligtelse, som følger af at være medlem af et forhandlingsfællesskab.
Mere teknisk, så er den samlede ramme i KTO's resultat på 4,25 procent. Af dette resultat udmøntes 2,95 procent til generelle lønstigninger. Den resterende del af rammen udmøntes i form af puljer, forbedrede barselsregler, et skalalønsprojekt for lavtlønsgrupperne i KTO med videre.
Til puljer er der afsat 1,1 procent. Af disse puljer afsættes der cirka 1/4 til det pensionsprojekt, som blev påbegyndt i 1989, og som afsluttes ved denne overenskomst, og som sikrer, at kommunalt ansatte får en overenskomstpension på mindst 12 procent.
Tilbage til fordeling til de specielle forhandlinger er der så 0,81 procent. Lærernes Centralorganisations pulje til specielle forhandlinger er på 0,80 procent. Som DLF'er får man således 3,85 procent + de andre KTO-forbedringer - herunder forbedrede barselsregler med videre.
Anni Herfort Andersen
formand for DLF