I forbindelse med urafstemningen om det kommunale forlig er nogle kredsformænd i DLF kommet med nogle sure bemærkninger om pensionisternes rolle, hvis de, som ventet, i stort tal stemmer nej.

Imidlertid bør man nok se i øjnene, at pensionisternes problemer i DLF er så komplicerede, at diskussionen om deres stemmer ved afstemningen bør afløses af en dybtgående analyse af, hvordan man tilgodeser både aktive og pensionister, når de er medlemmer af samme fagforening, men har modsatrettede økonomiske interesser.

Men hvordan er det dog kommet så vidt, at vi pensionister, som har været medlem af DLF i 40 år eller mere, som har været grundlaget for udviklingen i DLF både økonomisk og fagligt, som har betalt vores kontingent med glæde, fordi vi har følt, at vekselvirkningen mellem forening og medlemmer var frugtbar, og som også efter pensionering har følt det som en kær pligt at holde medlemskabet ved lige, hvordan er det kommet så vidt, at vi er kommet på kollisionskurs med vores fagforening?

Det har jeg nogle bud på, idet der er kommet så alvorlige kurrer på tråden, at en ny foreningsstruktur kan blive nødvendig. Lad mig repetere nogle problemer i tilfældig rækkefølge:

1. Lærerpakken. Fordel for de aktive. Man fortav, at pensionisterne blev snydt.

2. Arbejdsforhold, lokalløn, decentral løn og generel løn infiltreres. Man fortav, at pensionisterne blev snydt.

3. Skalatrinshop i stedet for pensionsberettigede tillæg som for eksempel 36. løntrin.

4. 1997. Skalatrinshop til 39, så der nu er A-, B- og C-pensionister.

5. Når krav opstilles, bruges intetsigende formuleringer som 'Pension af flere løndele' og 'Reallønsfremgang' uden at sætte tal på, så selv 0,01 procent ville opfylde kravene.

6. Forhandlerne går i sort, bare Lykketoft viser sig. Ikke noget med at slå i bordet og stille ufravigelige krav. Hvis Lykketoft er 'magt og ordrer', så sig det og find en ny taktik.

7. Pensionister blev lokket til at stemme ja i 1995, idet der blev lovet, at de ville blive tilgodeset i lønformudvalget. Hvordan går det dér?

8. Hver gang vi skal have et tillæg til pensionen, for eksempel reguleringstillæg, får vi nu og i fremtiden, hvis det står til DLF, 57 procent i stedet for 67 procent.

9. Men det værste var nu alligevel, at Lykketoft fik held med at erstatte samordningsfradraget, som var under afvikling, med et tjenestemandspensionsfradrag. En sølle konfliktbøde på 100.000 kroner får DLF til at fare i harnisk, medens et pensionsrøveri på cirka 300 millioner kroner om året alene for lærerpensionisternes vedkommende ikke på mindste måde kan få DLF's ledelse til at hæve et øjebryn.

Når alt dette er sagt, er jeg af den opfattelse, at vi altså skal se nøje efter, om DLF ikke er på kollisionskurs med pensionisterne i en sådan grad, at vi faktisk skader hinanden.

Hvis det er tilfældet, er der to muligheder:

Den ene er, at vore veje skilles. (Problemet gælder jo også alle andre tjenestemandspensionister, så hvis vi kan finde sammen ...).

Den løsning går jeg ikke direkte ind for, hvis en anden løsning (to) kan komme i stand. Den drejer sig naturligvis om en grundig forhandling. Løsningen på, hvordan det retfærdige resultat skal se ud, kan jeg ikke umiddelbart komme med et bud på, men med nogle meget dygtige forhandlere kan man nå langt.

Og ellers er der vel kun løsning et tilbage.

Finn Andersen

Herlev