Denne overenskomst kan få mindst lige så stor betydning for os, som ændringerne i arbejdstidsaftalen fik. Denne gang er det vores lønsystem, der står for tur.

Det er ikke rigtigt, når nogle påstår, at stigningen i den decentrale løn ikke har nogen sammenhæng med ændringer i lønsystemet.

Stemmer vi ja ved urafstemningen, vil der syv dage senere blive afholdt en ekstraordinær kongres, hvor anvendelsen af de decentrale midler skal drøftes. Kredsene vil herefter gå i gang med lokalt at forhandle funktionstillæg, kvalifikationstillæg med mere. Erfaringen viser, at det ikke er dem, der knokler med den daglige undervisning, der får disse tillæg. Mange kommuner vil stille forslag om, at midlerne skal ydes for en ekstraordinær indsats, for varetagelse af bestemte funktioner eller til at finansiere vores efteruddannelse med. Kredsene kan ganske vist sige nej til disse forslag, men resultatet vil være, at de andre organisationer løber med pengene, da vi ikke på forhånd er sikret så meget som en krone i den enkelte kommune.

Det er dette princip, arbejdsgiverne ønsker skal være det bærende i et nyt lønsystem med stadig flere midler til decentral forhandling. Arbejdsgiverne har nævnt tal helt op til 20-25 procent. Bliver blot tre procent udlagt til decentral forhandling, betyder det, at hver af os skal håbe på at få tillæg på over 650 kroner hver eneste måned hele vores arbejdsliv for at få vores forholdsmæssige andel. Stemmer vi ja, accepterer vi principperne i arbejdsgivernes lønpolitik. Det bliver ikke en fordel for os på langt sigt.

Det er nu, vi skal stemme nej.

Anders Bondo Christensen

medlem af DLF's hovedstyrelse