Debat

Ikke én gang til

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Vi er én gang før blevet forblændet af lidt større lønstigninger end normalt. Også den gang var det, fordi vi skulle æde noget uspiseligt samtidigt. Adskillige hovedstyrelsesmedlemmer anbefalede det.

Nu er stort set de samme hovedstyrelsesmedlemmer - de har nemlig ikke været ude at undervise i mellemtiden - indstillet på at acceptere en individualisering af lønnen.

Samtidig er en del kredsformænd - pudsigt nok også folk, der har været væk fra klasseværelset i lang tid - gået i front for at få et ja. Det mest groteske er Dorthe Møller fra Aalborg, som er træt af at diskutere størrelsen af decentral løn, men i stedet for ønsker en drøftelse af ideologien bagved.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Jamen er ideologien ikke, at næsten 100 procent af Danmarks lærere ønsker lige løn for lige arbejde. Hvordan kan det så være lige meget, om den decentrale løn stiger?

Det er helt afgørende, at vi siger fra nu, ellers er slaget tabt.

En anden såkaldt forbedring er, at vi nu har hånd i hanke med midlerne. Det passer jo ikke. Den eneste forskel er, at når vi i Haderslev ikke kan forhandle os frem til kollektive principper, så går pengene til gårdvagterne i Aalborg i stedet for til HK-erne (Handels- og Kontorfunktionærernes Forbund i Danmark) i Haderslev. Men for lærerne i Haderslev er pengene tabt.

Den eneste måde, vi kan sikre pengene på, er at gå ind på Kommunernes Landsforenings tanker om individualisering, og det vil vi ikke.

Så derfor er der overhovedet ingen tvivl.

Stem nej.

Bent Hansen

Christiansfeld-Haderslev Lærerkreds