Debat

En flot buket

Offentliggjort

Bemærk

Denne artikel er flyttet fra en tidligere version af folkeskolen.dk, og det kan medføre nogle mangler i bl.a. layout, billeder og billedbeskæring, ligesom det desværre ikke har været teknisk muligt at overføre eventuelle kommentarer under artiklen.

Da jeg i forbindelse med forberedelserne til Overenskomst 97 var rundt på skoler i Esbjerg og på Fanø, var det lønkrav, der stod øverst påønskesedlen. Det må man sige, vore forhandlere har indfriet til fulde. Lærerne er sikret en lønfremgang, der uden tvivl vil betyde reallønsfremgang - hvor stor den bliver, afhænger selvfølgelig af de øvrige faktorer i statslig og kommunal økonomi. Omklassificeringen er måske langt vigtigere end den procentvise lønfremgang.

Endda blev der plads til et meget pænt lønhop til skolelederne, og de yngste børnehaveklasseledere blev også tilgodeset, samtidig med at deres kursusaftale blev gjort mere rimelig.

Når talen kom på konfliktemner, var talen enstemmig på lærerværelserne: Der skulle ikke røres ved F-faktoren! Også på dette område er arbejdsgivernes tale om ændringer og differentiering blev afvist. Måske finder også Kommunernes Landsforenings skrivebordsdrenge og -piger snart ud af, at lærerarbejdet ikke kan puttes i kasser fra 8-17.

Vær med i samtalen

Klik her for at indsende dit indlæg til folkeskolen.dk - medsend gerne et portrætfoto, som kan bringes sammen med indlægget

Læs folkeskolen.dk's debatregler

Et tredje emne på medlemsmøderne var selvfølgelig den decentrale løn. Alle var enige om at afvise 'fedterøvstillæg'.

Når talen imidlertid kommer på differentieret løn ud fra objektive kriterier - så kan det være svært at sige 'nej tak' til pengene. Såfremt der kan blive tale om funktionsbestemte tillæg tilforhandlet af kredsene - så kan vi vist alle forestille os områder, som kunne tilgodeses. Da vi havde Folkeskolepuljen, blev der i Esbjerg sat mange fornuftige pædagogiske udviklingsprojekter i gang.

I den samlede buket er den decentrale løn selvfølgelig dét, jeg holder mindst af - der er ingen grund til at påstå, at det var det ønskværdige resultat på dette område. Med den organisationssikring, der nu er aftalt for dele af den decentrale løns vedkommende, er der imidlertid tale om en klart bedre form, end vi har set tidligere.

Den decentrale løn er en brændenælde i den samlede buket. Som bekendt kan man dog med den rette viden og øvelse nemt plukke brændenælder, uden at det svider på fingrene.

Stem ja ved urafstemningen!

Kim Laursen

formand for pædagogisk udvalg i Esbjerg Lærerforening